16/12 19
Er blevet kontaktet, via min facebookside, af en anden pårørende, der gerne vil have et godt råd… jeg er glædelig overrasket.
17/12 19
I dag, er det et år siden, vi var på hukommelsesklinikken, og gik hjem med beskeden, ’vi beder om en scanning, men det er egentlig ikke nødvendigt, for at stille diagnosen, for det er Lewy Body Demens der er tale om’. Hold op hvor er der sket meget siden, men heldigvis ikke så meget udvikling i sygdommen, som jeg frygtede.
18/12 19
’Vi kan lige ringe sammen i aften, når vi begge er kommet hjem’ siger Frank. Jeg ved godt, at det har han glemt i løbet af ½ time. Så hvis vi skal ringe sammen, så ringer jeg. Og det er helt ok
19/12 19
Gennem hele forløbet har jeg gået til healing. Hver gang, har det givet en god ro i mit system. Da jeg ligger på briksen i dag, går det op for mig, at nu er der ro indeni. Jeg tror, jeg er nået frem til ro, og accept af tingenes tilstand.
20/12 19
’Dine opslag er bare så gode, du skriver virkelig godt’. Sådan siger en mand, jeg møder udenfor Kvickly, og som jeg ikke har talt med i flere år. Det varmer virkelig, helt ind og meget længe.
21/12 19
Nu er alle hjemme på juleferie. Den første jul i 3 år, hvor vi ikke har en udredning hængende over hovedet. Afklaring, harmoni og julefred sænker sig, stille og roligt, ned over vores lille familie. Jeg er taknemmelig over, at vi er nået så langt.
22/12 19
”Jeg blev virkelig ked af det, da jeg så jer i TV” siger en gammel ven, der er dukket op. Vi har ikke set hinanden i 20 år.
”Men jeg tænkte også, at hvis der er nogen, der vil kunne navigere sin familie igennem noget så svært som det her, så er det dig Anja”.
Selvom jeg har det okay lige nu, så betyder det stadig meget, når andre går ind og støtter, når andre agerer mit vikarierende håb.Når andre tror mens jeg selv tvivler. Det tager jeg med mig i mit inderste.