1/11 20
Frank traf selv en beslutning ift medicinen, og den er droppet igen. Det har givet øjeblikkelig ro på. Især hos ham, men også hos mig

2/11 20
Har været ude og undervise, hjem og så til spinning. Det har været en dejlig dag. Og jeg har nydt pausen i at skulle “holde håbet”.

3/11 20
Indimellem bliver jeg bare bims af at skulle ringe flere forskellige steder, når der skal skrives nye recepter. Huske telefontider, som alligevel sjældent passer. Hvor er det bare et kluntet system, der på ingen måder er tilrettet “kunden”.

4/11 20
“Jeg tror, du skal trække dig lidt mere, for at passe på dig og pigerne” sagde en professionel til mig i dag. “Jeg ved det kan være svært at forstå, men Frank fylder nok mere for dig, end du gør for ham”.
Jeg ved hun har ret.

5/11 20
Hvor er den store verden dog skør i dag. Det er som om mit eget lille liv blegner lidt, i alle de store linjer. Og det er nok sundt nok, at blive forstyrret i sin egen boble.

6/11 20
Har været væk et par dage. Et par dage hvor jeg bare var selv, og ikke har haft brug for at ringe hjem. Jeg føler faktisk jeg puster lidt ud, efter forsøget på at få Frank trappet op i medicin.

7/11 20
Frank kom forbi i dag. Vi havde en lang bevægende snak, om livet som det har været. Om det stadig have dyb kærlighed til hinanden, og samtidig savne en ved sin side. Det var så smuk og sælsom en samtale. Og jeg er taknemmelig for de dage, hvor det stadig er muligt.

8/11 20
Vi er tilbage i den rytme, hvor Frank laver mad om søndagen. Det fungerer bare SÅ meget bedre, end når vi spiser hos os.
Især efter han har fravalgt den sidste optrapning af medicin.

9/11 20
Jeg har en fornemmelse af, at min korttidshukommelse er blevet ramt af den stress og turbulens vi har været i. Jeg har egentlig ikke lyst til at få det af/bekræftet. Jeg gider ikke konfrontation med flere konsekvenser af det her. Men jeg synes jeg kan have svært ved at huske, svært ved at koncentrere mig, svært ved at afslutte ting.

10/11 20
Traditioner er blevet vigtige. Det er som om de hver gang er en milepæl. En dag, vi senere vil kigge tilbage på, og huske “sådan var Frank sidst vi lavede det her”.
I dag fejrer vi Mortens aften. Bare os fire. Og vi har haft det super hyggeligt.

11/11 20
Den ældste fylder 19 i dag. Frank har haft en stram styring af sin kalender, så han får holdt hvil og er frisk til vores aftaler i dag.
Og styringen er nødvendig, for at han kan holde til det. Og det allerbedste er næsten, at det ikke er mig der har styret den, men hjemmevejlederen der har hjulpet Frank med at prioritere det vigtigste.

12/11 20
I dag fylder den yngste 16. Og det tynger hende at tænke på, hvordan hendes far mon er, når hun fylder 17 år.
For vi ved alle, han er anderledes end i dag.
Jeg kan kun holde om og lytte når sorgen rammer. Og forsøge ikke at blive vred på skæbnen.

13/11 20
Frank ringede og skulle have styr på en aftale, der skal koordineres ml flere. Jeg må opgive at forstå og i stedet ringe til den aftalen er lavet med. Kun på den måde kan jeg forstå, og dermed hjælpe Frank.
Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi er på vej ind i næste fase.

14/11 20
Sidste dag med fejring af pigerne. Det har været både godt og tankevækkende, fordi fødselsdagene helt naturligt giver anledning til status og sammenligning med året før.

15/11 20
Har i dag siddet og set videoer, fra tiden lige efter Frank flyttede selv. Pyha, der er sket noget siden.

16/11 20
Jeg er på job, pigerne hygger sig helt vildt med at være alene hjemme. Og Frank siger lige så sødt “når bare du lige ringer, så jeg kan høre du har det godt, så har jeg det også godt”.
Kærlighed og omsorg har altid hørt til hans styrker.

17/11 20
Går rundt her i København og tænker “hvor har jeg det godt”. Er så taknemmelig over, at føle livet er vendt tilbage.

18/11 20
Det er spændende I skal prøve at være mig, sagde Frank da han ringede. På fredag skal vi i en demenssimulator, og det er tydeligt at høre, at Frank er glad for, vi vil bruge tid på det.

19/11 20
Pyha – jeg jobber, skriver kronik….. og er bare mega træt. Men jeg vælter ikke, for jeg kan mærke styrken er på vej tilbage, når det handler om mig selv, og det overrasker mig stadig.

20/11 20
Så har vi været i demenssimulator. Hold da op hvor fik vi meget at tænke over, og hvor er jeg træt. En form for træthed, som jeg tror Frank møder dagligt.

21/11 20
Var forbi Frank i dag. Åh hvor jeg nød det, for ugen har været så travl, at jeg kun har talt i telefon med ham.

22/11 20
Som vanligt har vi spist hos Frank. Vi er stadig alle mærket/trætte efter fredag, og det fylder meget i hovedet, hvordan vi fik indblik i, hvad det vil sige at være Frank. Jeg tror, det fremadrettet vil betyde noget for vores tilgang.

23/11 20
Jeg er røget i isolation – det er et af de tidspunkter, hvor jeg bare føler vi er sårbare. For jeg skal passe på pigerne, men jeg skal også sikre, at Frank ikke bliver for forvirret af det.

24/11 20
Dagen er bare gået. Egentlig ikke med så meget og alligevel med en masse.

25/11 20
Frank ringede og var bare SÅ ked af det. Ked af alt det vi har mistet, ked af ikke at vide hvad der vil ske og hvordan. Jeg kan ikke ta ud til ham. Så jeg gik i stedet en lang tur og fik grædt det ud igen…..næsten.

26/11 20
I dag fik den yngste en ordentlig tudetur. Det gjorde jeg også. Ja, jeg er faktisk bare møg ked af det i dag.

27/11 20
Første test var negativ. Det hjælper på humøret, og om lidt kan jeg også fysisk være til stede overfor Frank igen.

28/11 20
Mit batteri på bilen er gået død, så jeg har været nødt til at trække på Frank. Åh altså, han bliver så forvirret, og jeg får den største lyst til at få det fikset, uden han er involveret. Men hvornår beskytter jeg, og hvornår får jeg taget noget fra ham, som han sagtens kan. Det er så meget en balancegang.

29/11 20
Tankerne omkring julen er begyndt at fylde. Hvordan skal vi holde den så alle har det godt, og uden vi er så mange, at vi slet ikke har glæde af Frank.

30/11 20
Hvor ser jeg bare skred i sygdommen. Ser en mand der hurtig udtrættes, en mand der bøvler med at finde ord og fuldføre sætninger. En mand der hurtig forvirres og bliver usikker. En mand der bare kæmper bravt. Og indimellem gør det bare så ubeskrivelig ondt at være vidne til.

 

LIKE eller DEL dette indlæg: