14/10 19
Jeg har erkendt, at også mit arbejdsliv kommer jeg til at omlægge. Jeg kommer til at indrette det på en måde, så jeg ved jeg kan være der for Frank når han har disse perioder. Og det vil kræve langt højere grad af fleksibilitet i mit arbejde.
Omvæltningerne er ikke ovre, men de værste og sværeste er overstået for en periode.
15/10 19
’Hvad oplever du egentlig selv, i alt det her’ spørger jeg Frank i dag. ’Jeg kan jo godt mærke, at der er noget med min hukommelse. Det vi taler om lige nu, kan jeg ikke huske om 2 minutter, så har jeg brug for, at du lige frisker det op for mig’.
Jeg er mere og mere klar over, at min egen opgave er at stå der ved siden af Frank, støtte ham i det han skal igennem – og det svære bliver at balancere, så jeg fastholder, at jeg også selv kun har fået tildelt ét liv’.
16/10 19
OMSIDER begynder jeg at kunne se bolde kan landes, at alle vores forandringer begynder at bundfælde sig. Og det betyder, at vi kan sætte mere og mere fokus på det vi har, på det vi gerne vil nå sammen – og i langt højere grad, end alle de praktiske ting, der har fyldt hele tiden og så igen.
17/10 19
I dag har vi været til mormors fødselsdag. Hvor var det dejligt, at have overskud til at gå ned og købe en god gave til hende, og kunne sige ’hver gang du tager den på, skal du tænke på det som et TAK, for alt det du har gjort for os, de sidste par år’
18/10 19
Vi har haft besøg af en socialrådgiver i dag. Hun skal vurdere Franks behov for en hjemmevejleder. Under mødet blev det meget tydeligt for mig, at det er nu, vi for alvor skal have fokus på, hvordan Frank støttes der, hvor han er udfordret, og hvordan vi vedligeholder hans kompetencer længst muligt. Det gav masser af stof til eftertanke at have det møde.
19/10 19
Efter 5 mdr uden sofa, har jeg endelig fået en igen. Og i aften samles vi alle fire i den, og alle fire har vi glimt i øjet. Frank er ved at være stabil igen, pigerne shiner, og jeg føler glæden, over alt det som er. Det er længe længe side,n jeg har følt mig SÅ glad. Og det nyder jeg, mens det er.
20/10 19
Jeg har været ude og cykle i dag. For første gang i umindelige tider, har jeg været ude og cykle.