1/9 20
I dag er jeg mere i ro, end i går. Pigerne sender konstant små beskeder, som ved de, at det hjælper mig med at tro på, alt er ok, hjælper mig ved at vise hygger sig, hjælper mig med at tro på, at det hele nok skal gå.

2/9 20
Hjemme igen. Frank skulle komme og spise, men havde glemt det. Jeg skal øve mig i, at glide henover det der glemmes, og ikke kommentere på det. Men det er svært, for jeg bliver jo stadig nervøs for, om der er sket noget, når aftaler glemmes. Og det gør de. Og de gør det efterhånden tit.

3/9 20
Frank skal på tur de næste to weekender. Det er så dejligt, at han er så aktiv, og oplever så meget.
Samtidig mærker jeg en indre uro for, hvad regningen bliver bagefter, fordi buen spændes for hårdt. Der sker alt for mange ting, ift det Frank reelt kan holde til. Det er godt nok en hårfin balance.

4/9 20
Vi skal til skaldyrsafte sammen med venner. Men Frank har ikke fået det i sin kalender, så nu skal han flere ting på samme tid. Jeg insisterer ikke på, at den første aftale skal holdes. Jeg har i stedet vendt det med vores venner, så vi tager selv til skaldyrsaften, og en anden får Franks plads.

5/9 20
Indimellem lønner det sig, at holde mund, for Frank er selv nået frem til, at han skal for mange ting. Så er det dejligt han ringer og fortæller mig, at han har det dårligt. For så jeg kan hjælpe ham med at finde ud af, hvad det handler om, og han kan træffe valg om, hvor og hvordan der skal justeres. Den situation kan vi jo alle komme til at stå i. Men for Frank er det en omstændelig proces, som påvirker ham i flere dage, uden han ved hvorfor. Og jeg selv bliver opmærksom på, om en af symptomerne er øget forvirring og glemsomhed.

6/9 20
Den yngste har dage med mange af de tunge og svære tanker. Jeg holder om, holder af, lytter og lader det komme.

7/9 20
Ååååhhh, hvor tårerne dog bare strømmer ud af øjnene på den yngste. Så meget, at hun må blive hjemme fra skole i dag. Og jeg presser hende ikke – skolen er faktisk ikke det vigtigste lige nu. De er orienteret, og bakker heldigvis op. Og den opbakning betyder helt enormt, for så kan vi fokusere på, at få hende på benene igen…..indtil næste bølge. For det kommer i bølger.

8/9 20
Det er bare en dag, hvor jeg føler ansvaret tynge på mine skuldre, føler jeg står med alt, bærer alt. Det er vist bare en dag, hvor jeg har ondt af mig selv.

9/9 20
En ting er, at livet har budt Frank og jeg på det her……. men at livet har budt mine børn det……indimellem lurer det så tæt på, at blive edderspændt rasende på livet, for alt det de udsættes for. Alt det, jeg INTET kan gøre ved, alt det, jeg ikke kan tage fra dem. Jeg bliver bare SÅ vred, og har lyst at råbe af mine fulde lungers kraft, at det skal SKRIIIIIIIDE UD AF VORES LIV.

10/9 20
Jeg balancerer virkelig på et knivsæg, når det er så svært for den mindste, og der samtidig er job at passe, og mange egne følelser at holde i ave.

11/9 20
Nu har den yngste omsider fortalt sin klasse om situationen. Et KÆMPE skridt, og jeg er så stolt, af hun er nået dertil.
Selv kæmper jeg i dag med savnet, kæmper med følelsen af tomhed og ensomhed. Men slet slet ikke med den styrke, der tidligere har været.

12/9 20
“Bedst som jeg skal sige noget, forsvinder ordene, og jeg kan slet ikke huske hvad vi talte om” fortæller Frank. “Det gør,at jeg trækker mig fra det sociale, og når jeg fx er hos bageren, siger jeg mindst muligt”.
Der er mange lag i det her.

13/9 20
Har i dag været Mandø rundt med to kære mennesker, der har kendt mig gennem mange år. Det var så trygt, rart og vedkommende. Det var livsglimmer i rigt mål.

14/9 20
Pigerne har kontaktet dem der bor i “vores” hus. De vil gerne ind og se det igen. Jeg kan blot lytte til dem, men jeg kan ikke tage med. Jeg er slet ikke klar.

15/9 20
Jeg var så bange for, om jeg kunne håndtere hverdagen igen. Det kan jeg. Det går faktisk rigtig godt. Også selvom der er op- og nedture, så har jeg alt i alt balance i tingene.

16/9 20
Efter Frank har fået fast ugentlig hjælp, er det som om vores relation er blevet meget bedre. Nu fylder praktik og ting der skal huskes ikke længere. Det klarer Frank sammen med hjemmevejlederen.

17/9 20
Flere gange i denne uge, har pigerne og jeg været i byen uden Frank. Jeg mærker tydeligt på dem, at det er godt. Og de siger det.

18/9 20
Frank og jeg har været med på en cykeltur i dag. 180 km cyklede vi. Det var så skøn en tur, en tur jeg vil glædes over i lang lang tid. For det var en tur, hvor alle var indstillede på at vise de hensyn, Frank havde brug for i starten af dagen. Og op ad dagen, var det i lige så høj grad Frank, der støttede mig. Hvilken dag.

19/9 20
Vi har samlet ind til Alzheimerforeningen i dag. Det var lidt grænseoverskridende for os begge. Men det er der jo ikke noget der hedder for mig, når Frank bliver usikker. Så skal jeg jo håndtere både hans, og min egen usikkerhed, for Frank kan ikke mobilisere kræfterne til at være den der favner.

20/9 20
For første gang har jeg oplevet, at jeg slet ikke kunne forklare Frank en rimelig simpel og logisk ting. Jeg måtte vise ham det, for at han forstod.

21/9 20
Sjælland i to dage. Det er lettere denne gang, sådan føles det i hvert fald lige nu. Der er ro på hjemme……men jeg vil nu stadig helst være der, tæt på pigerne. Alligevel bliver jeg ved med at holde fast i at tage afsted, for hvis jeg først begynder, at lade mig styre af utrygheden og frygten for at der sker noget, så har jeg ikke længere fat i den lange ende. Og pigerne, de synes det er en fed opgave at blive vist det ansvar.

22/9 20
Vi har bryllupsdag. 19 år har Frank og jeg været gift. Og jeg er fyldt med taknemmelighed over det vi sammen har bygget op, fyldt med taknemmelighed over, hvordan vi sammen har bygget bro til det, vi har i dag.

23/9 20
Det har så stor betydning, at skolen er klar over, hvad den yngste tumler med. Det er de heldigvis, så når hun i dag har brug for at gå tidligere, fordi der er for mange tanker, ja så møder hun kun forståelse.

24/9 20
Det har været fire hektiske dage, så nu føles det bare godt at komme hjem, godt bare at være hjemme.

25/9 20
Efter travle uger kan det være rart at stemple ud. Sådan er min virkelighed ikke. Efter en travl uge, er der to skønne døtre, som til gengæld har brug for at der nu er tid til dem….. og det er der…..altid.

26/9 20
Frank takkede nej til at komme med i biffen, så pigerne og jeg tog selv afsted. Det var så hyggeligt kun at være os tre, og så med rigtig god samvittighed, fordi Frank selv takkede nej.

27/9 20
Indimellem synes jeg det er mærkeligt at føle så dyb en omsorg og kærlighed, og samtidig tydeligt kunne se, hvordan vores liv går i forskellige retninger, hvor forskellige forudsætninger vi har. Heldigvis er jeg nået hertil, hvor jeg rummer det. For det betyder, at jeg ikke bruger tid på, at forsøge at få Frank tilbage i den han var, i det han var. Så jeg retter ikke, kritiserer ikke, jeg accepterer blot det som er. I hvert fald i dag.

28/9 20
Den yngste har skrevet et brev til Frank. Jeg har sjældent oplevet noget så smukt, kærligt, stærkt, inderligt og sorgfuldt på samme tid. Og så var hun så stærk, at hun spurgte sin far, om hun måtte læse det for ham. Det var en stund, der printer sig fast i mig. Jeg er SÅ stolt af mine piger.

29/9 20
Jeg savner tosomhed. Det at have en jeg kan tale dybt med, en at være med – uden hensyn. Blot som en konstatering, kom det til mig i dag. Uden sorg og smerte. Blot som en konstatering.

 

 

30/9 20

Jeg har været på tur med den yngste i dag. Bare været sammen, købt ind, spist sammen, talt og hygget. Hvor har vi haft en dejlig dag.

 

LIKE eller DEL dette indlæg: