1/12 20
Frank og jeg har brugt eftermiddagen sammen. Bare os to på tur. Det har bare været så hyggeligt.
2/12 20
Sorg og glæde – danser hånd i hånd. Nogle dage, er jeg god til at få dansen til at være i takt. Andre dage, er det som om det er helt umuligt at finde balancen i det – sådan har jeg det i dag.
3/12 20
To dage i træk er jeg kommet hjem til et tomt hus. Det er helt underligt, at vi nu er nået dertil i kvindekollektivet, hvor alle jævnligt skal ud af huset, og vi fungerer som et bofællesskab.
4/12
I 2020 har jeg været på et kursusforløb med 11 andre. Det har været så dejligt og trygt, at følges med de kvinder. I dag har vi taget afsked. Og jeg sidder med den dybeste taknemmelighed over at have møde dem. At have dem med på min rejse.
5/12 20
Hyggedag hjemme, kaffe og hygge med Frank og koncert til aften. Hvor er det bare dejligt at mærke hvordan livet er flyttet ind igen.
6/12 20
Frank spiste hos os i dag. Og pludselig kommer alle følelserne væltende op i ham. Det gør SÅ ondt, når de svære følelser rammer. Når uretfærdigheden og afmagten slår den ene af os i gulvet.
Jeg bad ham om at blive hos os i nat, men han ville helst hjem.
7/12 20
Vi har været på Geronto i dag. Frank har sagt ja til endnu et forsøg på optrapning i medicin. Det betyder, at han nu skal til at have hjemmepleje dagligt, og det er et stort skridt, i hvert fald for mig.
Sygeplejersken forsøgte, at hjemmeplejen så skal tage sig af al medicinen. Jeg tror det var af hensyn til mig. Men jeg blev nu glad da Frank sagde “resten af medicinen skal Anja blive ved med at tage sig af”. Små skridt, små skridt.
8/12 20
Hjemmeplejen ringede i dag. For dem er det hverdag at komme hos nye borgere – for os en smertefuld påmindelse. Indimellem synes jeg det minder om en elefant i en glasbutik, men jeg tror det siger mere om mine følelser end det siger om dem.
9/12 20
Det er Franks fødselsdag. En dejlig dag og hygge med vennerne på den lokale restaurant.
Min eneste bekymring er, at Frank konstant virker træt.
10/12 20
Jeg har bare haft en virkelig rå dag jobmæssigt, og jeg var fuldstændig flad da jeg tog hjem. Så flad, at jeg næsten ikke kunne rumme et opkald fra Frank, der også lige skulle bruge lidt hjælp. Der skal indimellem et større overskud til, end jeg rummer.
11/12 20
Min bil er defekt, og jeg er ikke nødvendigvis tryg ved at Frank kigger på det. Men jeg lukker lidt ned for det, for jeg ved hvor meget det betyder for ham at kunne hjælpe, så det gør han.
12/12 20
For første gang skriver jeg noget i min dagbog, hvor jeg virkelig skal tage mod til mig. For samtidig med, at jeg mærker sorgen, er en sommerfugl flyttet ind i min mave. Det er virkelig sårbart – og smukt – noget jeg må finde ud af at håndtere, så vi alle har det godt i det. Noget der skal have tid til at finde sin balance, for pludselig er det ikke kun fire, men fem der skal tages hensyn til.
13/12 20
I disse dage mærker jeg tydeligt, at Frank og jeg er lykkedes med det her. Det er svært, det gør ondt – men pigerne, er så uendelig skarpe og støttende for os begge lige nu. Og de er meget klar i mælet, når det handler om hvor vidt jeg skal lade sommerfuglen flyve igen. “Det gør du bare ikke mor”, er deres kontante svar “For han er sød, han er god for dig, og vi kan jo se det gør dig glad”
Hvor er de min stolthed.
14/12 20
Alle fire tog vi i biffen i dag, for at se retfærdighedens ryttere. Der er lige nu brug for at sende meget tydelige signaler om, at jeg ikke løber fra mit ord til Frank.
Vi havde en super hyggelig tur. Også selvom vi bagefter skulle fortælle Frank, hvad filmen handlede om.
15/12 20
“Mor, det er som om fars sygdom, for alvor er begyndt at tage fat”. Jeg er enig, uden jeg helt kan sige hvor og hvordan. Det er virkelig underligt at være vidne til en sygdom, hvor man må famle sig frem i udviklingen af den.
16/12 20
Frank er bare så ked af det. Det er som om, alle de følelser der har ramt mig de sidste tre år, nu for alvor har ramt Frank. Han kan ikke længere træne sig væk fra det. Det gør ondt at se på, rigtig ondt. Og jeg træder varsomt, og prioriterer at være der.
Jeg har heldigvis mødt en mand, der på forhånd vidste hvad jeg har med mig. En mand der har rummeligheden til at forstå mine prioriteringer.
17/12 20
Tog ud og lavede mad sammen med Frank i dag, selvom det ikke var en aftale. Lige nu har jeg bare fuld fokus på at stå lige der, hvor han har brug for.
18/12 20
Det virker som om det gav ro i går. Som om Frank er ved at lande igen. Jeg bliver bare stående, lige her hvor jeg kan bevise, at jeg holder mit ord. Er der for ham og samtidig åbner op for, at jeg også selv skal videre med livet.
19/12 20
Jævnligt spørger jeg mig selv, om jeg ikke blot skal få lukket ned for de sommerfugle der er i min mave, at konsekvenserne er større end jeg kan overskue.
Så er det jeg forbavses når pigerne siger “den tanke skal du end ikke tænke”, og når Frank siger “det er ikke det jeg ønsker”.
20/12 20
Traditionen tro har vi spist sammen. Det virker som om alt er landet igen, og det var super hyggelige timer.
Men når Frank står og laver mad, er det ganske tydeligt for mig, at hans overblik er stærkt udfordret, og jeg kommer til at tænke “vi skal sætte pris på det, så længe han kan”.
21/12 20
Nogle dage begynder uden planer, og når dagen så er omme, har der konstant været gang i den. Det er dage hvor jeg kan tænke “bare en halv time uden forstyrrelser må være fantastisk”.
22/12 20
Det nærmer sig jul. Jeg kan mærke, det begynder at snøre sammen. Mærke at jeg frygter en jul, som den vi havde sidste år, som slet ikke var god. En jul hvor vi slet ikke var landet endnu.
23/12 20
Pigerne og jeg har gjort rent sammen. Vi er alle optaget af, at vi skal have en bedre jul end sidste år. Og jeg tror det betyder, at jeg ikke kun skal spørge hvad Frank og pigerne har brug for, men også spørge hvad jeg selv har brug for.
24/12 20
Vi har holdt juleaften hos mine forældre. Det blev en super dejlig jul, med masser af grin, sjov, gaver og gode snakke. Frank siger mindre og mindre, bliver mere og mere stille.
25/12 20
Alle passer sit i dag. Jeg er inviteret i byen, og kæmper endnu engang med samvittigheden. Også selvom aftalen er, at alle gør lige hvad der passer dem. Og pigerne har hygget sig på Franks sofa.
26/12 20
Frank har været her hele dagen. Vi har gået ture, og han har fået 2-3 små lure på sofaen.
Der er meget langt fra den Frank jeg blev gift med, til den Frank der ligger i min sofa i dag.
Men vi bliver med fokus på det som er, og nyder det som er. Lige her – lige nu.
27/12 20
Jeg har nu valgt at sige højt, at en ny mand er dukket op i mit liv. Det føles næsten lige så sårbart, som da vi skulle sige højt “vi skal bo hver for sig”. Stille og roligt skal vi sammen finde ud af, hvordan han skrives ind i historien, hvordan han ønsker at blive det, hvordan jeg rummer det, hvordan de nærmeste rummer det og hvordan vores omgivelser rummer det. Men jeg er fuld af håb, glæde og tro på, at det skal vi såmænd nok lande i alle sammen. Så længe vi giver det tid og viser hensyn til hinanden alle sammen, så skal tingene såmænd nok lykkes.
28/12 20
Kørte ud til Frank og hyggede i dag. Det var som om alt var landet mellem os, og det var bare dejligt at være sammen.
29/12 20
To af de nærmeste venner har i dag hilst på den nye mand der er dukket op. Det gik heldigvis godt, og alle begår sig med den største respekt for alle. Jeg er både ydmyg og taknemmelig.
30/12 20
“Mor, jeg har troet jeg var mere klar, end jeg i virkeligheden er, til at der dukker en ny mand op. Det vil sige, jeg ser rigtig gerne I er sammen, og kan li når jeg hører I begge er her. Jeg kan bare ikke selv være så meget med endnu”
Igen takker jeg for mine ærlige og modige børn. Ved åbenhed kan vi alle tage hensyn til hinanden. Og hendes følelser og tanker forstår jeg til fulde. Og hun får al den tid hun har brug for. Det er vi alle indstillede på.
31/12 20
Det stiller store krav til teenagere, at være en del af corona-tiden. Lige i dag, hvor det rammer deres nytår, mærker jeg tydeligt, at det gør det svært også at rumme en syg far. Jeg synes indimellem det er urimeligt, hvad de skal udsættes for. Men jeg kan intet gøre, blot kan jeg være der for dem, rumme, kærtegne og gå med glæde og livsmod, for at støtte dem mest muligt. Styrke dem til at gå med accepten af det, som ingen af os alligevel kan lave om på.