1/2 19
Da jeg vækkede den yngste i dag fortalte hun, at hun lige nu er ved at skrive en sang. Den handler om at miste nogen der stadig er i live…… vi talte lidt om sangen. Før fik jeg bare så ondt i maven, i dag glædes jeg over at hun finder ind i musikken og derigennem får sat ord på sine følelser og tanker.
Til frokost skulle Frank møde fastende til Scanning i Esbjerg. Hans motiv er at få afkræftet demens, for mig er det formalia. Måske et vidnesbyrd om at det ikke er mig der er skør. Det er så svært at stå i forandringen hver dag, og samtidig se det hele klart. Så for mig, er det måske en lettelse hver gang vi er forbi en læge, for indtil nu er jeg hver gang bekræftet i hvad jeg ser.
Nå, men scanning – tjek. Om en måned skal vi på Geronto og have svar.
2/2 19
Har i dag været i Århus med den yngste. En tur vi planlagde for noget tid siden, en dag vi begge var kede af det. Vi blev enige om at det ville hjælpe med noget at se frem til, så i dag Århus. Jeg bemærker, at hver gang vi går over vejen, holder hun særligt øje med mig, råber lidt hektisk hver gang der kommer en bil…. Jeg tror hun er blevet bange for at der skal ske mig noget.
På vejen hjem spørger jeg hende, om hun indimellem går med de tanker, at der ikke må ske mig noget. Jeg kan se på hendes øjne, at jeg har ramt plet ’det er som om, at hvis der sker dig noget mor, så har jeg ikke noget at leve for, så vil jeg ikke være her mere. For jeg kan slet ikke klare tanken om hvis det skulle være far der skulle hjælpe mig, for han kan ikke længere hjælpe mig når jeg har det svært’.
Jeg ved jeg hele tiden har en opgave i at adskille Frank og demensen ift pigerne, og vi får en snak om, at det jo netop er demensen hun har svært ved at være med – jeg ved at kærligheden til hendes far stadig er intakt. Det roder bare for meget sammen endnu
…………………. Og så genkender jeg jo hendes tanke, for jeg ved lige pludselig hvor vigtigt det er at jeg holder mig selv fit, at jeg skal bevare mig selv mest muligt, så jeg kan være der for både pigerne, Frank og demensen.
3/2 19
Brugte dagen på at lave Franks ugekalender, medicin og sikret aftensmad til i morgen. Den yngste er taget til en veninde. Det er helt uvurderligt, for de er hendes extra familie, et frirum når hun har brug for at få lidt pause fra den hverdag vi nu har fået. Jeg er dybt taknemmelig over hvordan de har åbnet deres døre, og jeg ved hun elsker at være der.
Det betød at jeg kunne køre den store på efterskolen og selv tage videre til Viborg hvor jeg skal arbejde de næste dage. Og så ellers nyde et par dage til at glo ud i luften når opgaverne er løst.