29/7 19
’Man mister et ’vi’, når man mister et ’du’ – det menneske man er knyttet til – og derfor mister man ofte også et ’jeg’, har Christian Bush, hospitalspræst på Riget, skrevet til mig, i en mail i dag. Den sætning gør, at jeg bedre forstår mig selv, og den proces jeg er i.
30/7 19
En aften helt alene hjemme i det her store hus – det er så mærkeligt, hver gang jeg får en aften for mig selv. Det lærer jeg en dag.
31/7 19
Har haft en hyggelig formiddag sammen med Frank. Og alligevel tudede jeg hele vejen hjem… jeg savner min gamle glade underfundige Frank. Ham, der altid kom med en lun bemærkning, ham, der så lige igennem andre mennesker, var opmærksom og omsorgsfuld. Ham, der altid kunne komme med en opmuntrende bemærkning, når jeg hang med næbbet. Der er jo stadig masser af ham, men nøjh hvor jeg savner den han var.
1/8 19
Jeg håber, det er presset ift søndag der gør det. For den seneste tid, har jeg godt nok oplevet nogle gange, at jeg spørger i øst, og Frank svarer i vest. Det kræver såvel tålmodighed som vedholdenhed. Og indimellem må jeg bare sige ’det dur vist ikke, vi prøver senere’.
2/8 19
Gav mig selv en time sammen med præsten i dag. Bare lige for at finde ind i accepten af, at det er let at være pressechef, mens det er megasvært at være Anja.
3/8 19
Så er vi kommet til Flensburg, sikken dag. Jeg skal jo have styr på tingene, som om jeg vidste hvad der er væsentligt, når man laver en Ironman – og det gør jeg jo ikke. Pyha, jeg håber jeg har styr på det
4/8 19
Denne dag finder jeg ALDRIG ord for – kæft hvor ER DET VILDT. Og så vildt mange mennesker, har fulgt det hele dagen. Det hele er bare fuldstændig ubegribeligt lige nu.