17/6 19
En kursist brød sammen i en pause i dag. Hendes mor har fået demens. Og i vores samtale, hører jeg hvordan jeg får spurgt ind til hendes basale behov som søvn, samt praktiske ting som fremtidsfuldmagter. Jeg har fået en viden og indsigt, jeg ikke havde for et par år siden.

18/6 19
Endelig hjemme efter en uge med ufattelig mange ting om ørerne. Det er svært for mig at ramme Franks tempo. Men jeg gør hvad jeg kan.

19/6 19
“Det er så svært for mig, at vi aldrig kommer til at få det forhold igen, som vi havde engang” siger Frank. Det giver øjeblikkelig vand i øjnene, for det er en kæmpe sorg for os begge, som vi må tage bid for bid. Det er et af de emner hvor det hjælper at tale med præsten.

20/6 19
I dag er Frank blevet indstillet til førtidspension. Det var jo også hvad vi ønskede, men det slår fuldstændig benene væk under mig. Endnu et tab, fordi Franks liv på arbejdsmarkedet herved sluttede. Og det er blot 22 mdr siden Frank begyndte i et nyt job på 37 timer.

21/6 19
“Mor, jeg har aldrig tænkt på hvad der skulle ske med mig, hvis der skete dig noget, men det gør jeg nu efter far er blevet syg”.
Alle de mange svære samtaler….denne kommer vi også til at tage og få lavet børnetestamenter. For er det noget der fylder for pigerne, så skal vi ha styr på det, så det ikke er de tanker der fylder hos dem.

22/6 19
Det er som om alle tankerne og  skyldfølelsen, der fyldte for Frank tidligere, nu er afløst af sorgen der indimellem rammer.På skift har vi de ture, hvor vi bare græder, over alt det vi hver især mister. Og alligevel kan vi stadig støtte og trøste hinanden. På nogle måder er vi bare stærke sammen. Men føj hvor er det bare URIMELIGT det her!!!!

23/6 19
Der er så uendelig mange løse ender, og ting jeg ikke får fulgt op på. I dag har jeg bundet en masse små sløjfer. Og det gør så godt.