13/5 19
Jeg vidste det ville komme, at hovedet igen ville blive rundtosset, og jeg vil glemme en masse, når vi nærmer os flytning nr 1. Og der er vi så nu.

14/5 19
Klumpen i halsen, har været stor de seneste dage. Men i dag, hvor vi blev interviewet til ParkinsonNyt om vores valg, var det som om, alt igen faldt på plads.

15/5 19
Den ældste er kommet hjem fra efterskole. Hun kunne ikke være der, med tanken om, hvad der skal ske om et par dage.
Hun og Frank, har brugt dagen på at gøre rent og flytte småting. Det gør så godt, at pigerne på den måde har åbnet sig for deres far igen.

16/5 19
Der ligger den fineste samhørighed, hen over os alle fire. Hvor er vi blevet tætte i det her. Og jeg tror vi alle fire ser morgendagens flytning, som den første dag i vores nye måde at være familie. Valgte vi at se denne torsdag, som den sidste hvor vi bor sammen, gør det mega ondt. Så vi går med det nye – og det er godt.

17/5 19
I dag har vi flyttet Franks ting. Vi tager et skridt af gangen og i morgen pakker vi mere ud. Det føles ok.

18/5 19
Det kan godt være det føltes ok i går. I dag… ordet smerte synes at få en helt helt anden betydning for mig.

19/5 19
“Selvom beslutningen er den rigtige, er det jo ikke det samme som at det er nemt” sådan sagde Parkinsonforeningens socialrådgiver til mig i vinters, da hun havde mig grædende i røret over vores beslutning. Og nej, det gør det bestemt ikke nemt, ikke for nogen af os.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

LIKE eller DEL dette indlæg: