1/3 20
’Mor jeg synes det går hurtigt med far lige nu’, siger den ældste. Jeg ville ønske jeg kunne sige ’nej det passer ikke’, men det synes jeg ikke jeg kan. Frank har igen en af de perioder, hvor han ikke har det godt – og jeg synes der bliver kortere og kortere mellem perioderne.

2/3 20
At denne sygdom kræver omgivelsernes fleksibilitet, vidner dagen om. Hvor Frank har haft det skidt i nogle dage, er han frisk igen i dag. Som om det er ’drevet over’ for denne gang. Jeg er heldigvis blevet bedre og bedre til at adskille mig, så jeg er ikke længere så ’medafhængig’. Men hold nu op hvor stiller det høje krav til min fleksibilitet. For når han har det godt, kan jeg trække mig lidt, og når han har det skidt, skal jeg rykke tættere på.

3/3 20
Hvor er jeg bare taknemmelig for alle de mennesker, der bliver ved med at insistere på at lave aktiviteter med Frank, og justerer til så han kan være med. Nu har løbedrengene inviteret ham til Samsø i juni – bare fra lørdag til søndag, så det er noget han kan holde til. Jeg fyldes med taknemmelighed.

4/3 20
Det er længe siden Frank og jeg har spist alene sammen, som vi gjorde i aften. Af en eller anden grund, blev det også en af de aftner, hvor vi begge blev ramt af sorgen over alt det vi har mistet. Så er det virkelig svært at skilles og køre hver til sit.

5/3 20
Vores snak i går, sidder i mig i dag. Min trøst er, at følelserne lettere fortager sig for Frank. Pudsigt nok er jeg mere bekymret for, at Frank går alene med det, end at jeg selv gør – for jeg går jo også alene med det, og det fortager sig ikke sådan lige hos mig.

6/3 20
Vi havde gæster i aften. Det er tydeligt, at det fungerer bedst, når Frank kun er sammen med en, hvorimod han bliver stille, så snart vi er flere. Til gengæld kunne han selv mærke, da han havde fået nok, så han takkede for aftenen og tog hjem før gæsterne. Det vil betyde, at han har en god dag i morgen.

7/3 20
Sammen med mine cykelvenner – jeg bliver bare så glad af det.

8/3 20
Spise hos Frank og så på efterskolen med den yngste. Det er en god rytme, vi efterhånden har fået på vores søndage. Frank går op i at lave maden, og jeg nyder at slippe for det.

9/3 20
Helt generelt kan jeg mærke, at jeg er ved at have en god psykisk og mental tilstand igen. Med en helt anden forståelse og dybde end tidligere. Og jeg nyder det.

10/3 20
Jeg ved ikke helt om det er rigtigt, men det er som om, der er flere og flere vendinger og udtryk der går igen hos Frank, som om det er en måde at skjule ordene forsvinder. Men jeg ved det ikke.

11/3 20
Den yngste er vendt hjem fra efterskolen for 14 dage pga Corona. Jeg kan godt mærke, da jeg ringer og fortæller det til Frank, at det er lidt svært for ham at forholde sig til det. Og det er svært for mig, at skulle håndtere at han ikke kan forholde sig til det, men mere går op i at hans Idrætscenter så også lukker ned.

12/3
Lige i dag, hvor landet er blevet lukket pga Corona-virus, kunne jeg bare godt bruge, at have Frank jeg kan vende det med. Jeg må erkende det er en dag, hvor det er svært, at træde ind i hans univers.

13/3 20
Måske er det meget godt, at Frank har den formidable evne til, at lukke ned for det svære. Hvor mange andre med hans sygdom bliver bekymret og utrygge, fordi de ikke helt forstår hvad der sker, så er det som om Frank kan undgå det, ved ikke at høre på det.

14/3 20
Så kom uroen alligevel også til Frank…. Al hans struktur er lukket ned, og det gør ham urolig. Jeg gør hvad jeg kan, for at hjælpe ham med at bevare roen.

15/3 20
Puuuuha hvor føler jeg lige nu, at jeg står alene med alle bekymringerne. Den yngste er hjemsendt fra efterskolen, alle mine opgaver er aflyst den næste måned, der er ingen indtægter.
Og samtidig må jeg sætte mig ind i, og forholde mig til det, der er Franks bekymringer. Og lige nu er det svært at rumme, fordi de umiddelbart synes ligegyldige. Men det er de jo ikke for ham.

16/3 20
Frank er i ro igen, der er styr på hvordan han kan træne. Selv bliver jeg SÅ bevidst om, hvor meget overskud jeg skal have, for at rumme de forskellige verdener – og bevidst om behovet for at lukke nogen ind, der forstår min verden.

17/3 20
Pludselig går det op for mig, at hvis jeg selv bliver alvorlig ramt af Corona, vil pigerne komme til at stå med både ansvar for Frank, og med ansvar for mig, for vi kan ikke trække på min mor. Jeg er nødt til at få fundet nogen der kan hjælpe pigerne hvis det sker. Puuuuha hvor jeg føler vi er sårbare, jeg går nærmest i panik. Og det er ikke på grund af corona, men bevidstheden om at vi er blevet så sårbare i vores lille familie.

18/3 20
Tit hører jeg sætningen, at jeg også skal videre med mit liv. Det tænker jeg jo, at jeg er hver dag. Men i disse Corona-dage bliver det tydeligt for mig, at jeg også skal i gang med mit liv igen, så det bliver fyldt med en masse næring og energi, på en helt anden måde, end der har været lyst og plads til de sidste år.

19/3 20
Jeg forsøger at bruge den pludselig opståede tid, til at få kigget de sidste flyttekasser igennem. Jeg må gå stille frem, for hver gang ribber det op i en svunden tid. Jeg skal bruge tid på at fordøje det.

20/3 20
Det kan være svært for mig at finde ud af, om Frank går med en masse tanker om corona, eller om han virkelig formår at lukke ned for det. Spørger jeg ham, gør jeg ham måske bekymret, spørger jeg ikke, får jeg måske ikke hjulpet ham. Sådan noget kunne jeg jo sagtens aflæse og regne ud tidligere – men det kan jeg ikke længere. Det er mærkeligt at kende et menneske så godt, og alligevel sker der løbende noget der gør, at jeg ikke længere kan regne ud.

21/3 20
Der er så mange tanker. Så jeg satte mig på min cykel og cyklede til Rømø i dag. Det gjorde godt – rigtig godt.

22/3 20
Mange gange de sidste 2 ½ år, har jeg været nødsaget til at trække mig ud af samfundet. Nødsaget til at tage en pause, mens alt drønede videre. Og med det resultat, at jeg var bagefter med mange ting, når jeg igen var klar. Denne gang har samfundet trukket stikket. Jeg har atter brug for pausen, og denne gang kan jeg følge med, for denne gang gør hele verden det på samme tid.

23/3 20
Det er som om, der har ramt et før/efter. Et før/efter der ramte mig for 2 ½ år siden, jeg kunne dog ikke blot gå ud på gaden og finde et fællesskab, ligesom der ikke var nogen hjælpepakker. Jeg måtte selv opfinde den. Måske er det en af grundene til, at jeg ikke er så ramt af dette ‘corona-før/efter’. Jeg har følelsen af at have prøvet det der var værre

24/3 20
Det slår mig pludseligt, at jeg ikke har styr på, om Frank kender anbefalingerne. Det viser sig, at det gør han ikke. Jeg skal hele tiden huske mig selv, at jeg ikke skal tage noget for givet.

25/3 20
I denne Corona-tid har Frank pludselig masser af tid til os. Jeg skal være nænsom,og samtidig sikre at vi ikke er sammen hele tiden. Pigerne melder tydeligt ud, at det kan de ikke holde til.

26/3 20
Jeg kan ikke se hvor meget Franks demens har udviklet sig. Nogle gange ville jeg ønske jeg kunne se det, som når land forsvinder på et landkort. Vide om det Fyn der er sunket i havet, eller om det blot er æbleø. Men det kan jeg ikke, og det er indimellem svært at navigere i.
Men jeg ved, a t Frank har forandret sig, og jeg ved, vores familieliv er stille gledet over i en ny fase.

27/3 20
Stod op og gik en morgentur med to veninder. Pludselig siger den ene “det er så dejligt at se dig glad igen Anja”. Det rører mig dybt at høre.

28/3 20
Jeg cyklede til Sønderborg i dag. Jeg følte mig så glad og taknemmelig for livet og alt det smukke. Det er på en gang underligt og skønt at kunne fremkalde lykkefølelse.

29/3 20
Vi spiser sammen i dag. Det er ved at have sin faste rutine, hvor jeg gør lidt rent hos Frank, tjekker ugeplan og indkøbsliste. Og så hygger vi bare.
Det er så godt.

30/3 20
“Mor, jeg synes faktisk dig og far har gjort det godt – vi har gjort det godt, for vi er jo alle glade igen”.
“Så du synes jeg har truffet de rigtige beslutninger?
“JA”
Hvad meere

31/3 20
Det er gået op for mig at det jo er alt i mit liv, jeg er i gang med at genopbygge.

 

LIKE eller DEL dette indlæg: