1/4 20
Pigerne spiser hos Frank, og jeg er blevet hjemme. Det styrker deres samvær, at jeg ikke altid er der.

2/4 20
Mens andre er enormt bekymrede, bruger jeg verdenens pause til at trække vejret. Hold op hvor jeg nyder det.

3/4 20
Jeg kan godt høre på Frank, at han begynder at bruge andre ord end tingenes præcise navn, og han skal helst kun have en besked af gangen. Den store forskel på før og nu er, at jeg kan rumme det. Jeg bliver ikke så ked af det mere.

4/4 20
’Jeg kan mærke, jeg lige skal passe på for at ikke at føle mig ensom. Jeg savner at have en hverdag med børnene’, siger Frank, da han ringer i aften. Det gør ondt i hele kroppen. Både fordi jeg forstår ham, og fordi jeg ved, at den hverdag Frank savner, slet ikke er en mulighed længere. Ikke for pigerne, og slet ikke for Frank – jeg tror bare ikke altid han ved det.

5/4 20
’Jeg vil gerne springe over maden i aften’ siger den ældste. ’Indimellem tager det bare for mange kræfter for mig, at være sammen med far, fordi han bare har forandret sig så meget’. Jeg respekterer hendes valg, jeg forstår hende godt. For hende fungerer det bedst, hvis hun lige kan kigge forbi ½ time, og drikke en kop kaffe sammen med Frank. Jeg synes godt nok det er svære ting vi er oppe imod, det gør ondt, men det slår mig ikke af pinden længere – jeg kan INTET gøre ved Franks forandringer, blot kan jeg acceptere, så jeg bedre kan være i det. Og det øver jeg mig i dagligt

6/4 20
Åhhhh – er kommet til at bytte rundt på Franks medicin. Det er heldigvis kun sket en gang før. Han tager det godt, og vi joker med det. Men det er ikke rart at se på han er groggy, og vide jeg har forårsaget det.

7/4 20
Jeg kan ikke længere aflæse Frank, lure af hvordan han har det. Det er SÅ mærkeligt, at ha kendt et menneske så intimt gennem mange år, og ikke længere kunne regne ham ud. Og det vel at mærke, uden Frank har trukket sig.

8/4 20
Den halve Ironman er aflyst. Godt det samme, for så er det ikke længere nødvendigt at overveje, om han ville kunne gennemføre, om det ville være forsvarligt.
Det er underligt at tænke på, når det kun er 8 mdr siden han gennemførte en hel, for jeg har virkelig mine tvivl om hvor vidt 1/2 ironman overhovedet ville være mulig nu – og vi taler altså kun om 8 måneder..

9/4 20
Frank har bestilt en ny cykel der er blevet forsinket pga Corona. Men kommer den først om 3 mdr, kan vi ikke vide om han får nogen glæde af den, for hvem ved om vi er i Franks sidste cykelsæson.
Så nu arbejdes der på at finde en anden.
Underligt som sygdommen tvinger til at prioritere, og hele tiden sætter os under pres ift at nå det VIGTIGSTE.

10/4 20
Cyklede en tur i dag. Satte mig på et tidspunkt i solen og bare nød. Når jeg har det godt, mærkes bare en helt ny og dyb taknemmelighed, for at have det godt. Jeg tager det ikke længere for givet.

11/4 20
Vi holder påskefrokost i dag. Vi skulle være os fire, men Frank var ikke frisk og blev hjemme. Jeg tror faktisk det er fordi han har fundet DRØMMEcyklen, og det at træffe en beslutning om at købe, er så svær for ham, at han bliver helt syg af det.

12/4 20
En veninde kiggede forbi. Vi sad bare og talte og drak rosé i flere timer. Jeg nød det. Nød blot at være til stede, uden 1000 tanker i hovedet. Uden at være overfyldt af min egen situation.

13/4 20
Frank slog altid græs på Blommevænget. Nu har jeg givet ham opgaven her hos os. Jeg nød at se ham rende rundt i haven i dag. Og jeg nød det også, fordi jeg ved hvor vigtigt det er for ham, at kunne give noget.

14/4 20
”Det er som om fars hjerne, den bare bliver yngre og yngre” sagde den yngste i dag. Og ja, det gør den, og det vil blive meget mere.
Men jeg er nu glad for, at han er på den måde som han er, og ikke er blevet sådan en der er vred og skælder ud.
Selv pigerne er nu i stand til at fokusere på plusserne.

15/4 20
Et stoppet afløb….. det er fedt at kunne ringe til Frank og sige “kan du hjælpe mig”. Jeg tror det er lige så fedt for ham at kunne.
Og samtidig lurer tanken som vanligt “jeg må lige se hvordan han gør, for en eller anden , kan han ikke gøre det mere”.

16/4 20
Fyldte 51 i dag. Når jeg tænker et år tilbage, krymper min mave sammen, det var så vanvittig en tid. Og nu står vi så her et år senere, og vi har det alle godt, vi er lykkedes med det vi ville. Og meget bedre end jeg nogensinde turde håbe.

17/4 20
“Mor, når andre spør og jeg fortæller min far har demens….. det er jo meget værre, end det jeg selv troede. Det bliver jo bare ved og ved, og ingen af os ved, hvordan det er om et halvt år. Det er som om det aldrig vil få en ende”.
Og jeg kan jo kun give den yngste ret, det er voldsomt at opleve. Vi kan kun gøre hvad vi kan, for at passe på hinanden, og for at forblive så hele som muligt. For det her, er jo noget vi skal leve med.

18/4 20
Jeg kan ikke finde ud af, hvornår Frank siger noget, fordi han har tænkt over noget, og hvornår det er noget der er automatiseret, så det bare er noget der kommer. Det er altså stadig mærkeligt, ikke at kunne regne Frank ud – men det kan jeg ikke længere.

19/4 20
Tænk at den ældste nu er så langt i sin bearbejdning, at hun tør lade sig interviewe om det hele. Jeg er så stolt af hende.

20/4 20
Gik en lang aftentur med den yngste og hunden. Så den smukkeste solnedgang og tænkte på, hvor godt jeg har det nu. Det er stadig svært for mig, at forstå vi er kommet så langt som vi er – alle fire.

21/4 20
Vi har det godt følelsesmæssigt nu. Også så godt, at der nu er overskud til at tjekke, hvor meget de sidste år har påvirket vores helbred, hvor meget af det her, der sidder i vores kroppe. Der er foreløbig sat ind med vitaminer og mineraler, nu går vi i gang med kropsbehandlinger. Det handler både om at bearbejde det skete, og styrke os til det der kommer.

22/4 20
Frank har fået sin nye cykel nu, og vi var ude og cykle sammen i går. Han så skarp ud, og han var skarp, næsten som i gamle dage. Det var SÅ fantastisk en oplevelse….. i dag gør det til gengæld savnet efter “gamle dage” endnu stærkere

23/4 20
Jeg vågnede helt tyk om øjnene i dag. Men tårerne er tømt ud for denne omgang. Jeg tror på, at hver gang jeg bare tillader følelserne at komme til udtryk, kommer jeg et lille skridt videre, og jeg bliver hver gang en smule mere afklaret, accepterer en lille smule mere.

24/4 20
“Far, jeg elsker dig og du har gjort så meget godt for mig. Og jeg ved, at du vil gøre ALT for mig, og selv er ked af de ting, du ikke længere kan. Du skal vide, at INGEN kan erstatte dig………men jeg er altså klar til, at mor kommer videre nu”.
Jeg kan ikke finde ord. Vi græder alle fire, og jeg er samtidig paf over hvordan en pige på 18 er i stand til at sætte de ord på.

25/4 20
“Mor, kan vi ikke køre forbi vores gamle hus, jeg tror jeg har brug for at se det” siger den yngste, da vi er på vej hjem.
Vi kører forbi, holder og kigger ind, græder, taler om vores tid der. Det hus er jo symbolet, på alt det der var.
Men vi er begge lettede da vi kører videre.

26/4 20
Sikken uge. Der har været gang i så mange følelser. Kærlighed der skulle gives videre, sorg der skulle udtrykkes, afsked der skulle tages og endnu et skridt ind i fremtiden.
Og selvom ugen var mest i afskedens tegn, så gør vi det sammen – alle fire.

27/4 20
Der er stadig efterslæb, efter sidste uge, hos os alle tre i kollektivet. Det er tydeligt at mærke sorgen lige er aktiveret hos pigerne, og det skal bare rummes og favnes. Vi går lange ture, taler, er tavse, fordøjer og støtter hinanden, ved blot at være sammen.

28/4 20
Hvor alle andre synes at få lavet mange ting, mens verden holder pause, så får jeg blot lavet småting. Tænker på mange ting jeg med fordel kunne lave. Men det er som om jeg bruger tiden på at hele, på at restituere. Og det vil være godt blot at acceptere det. Så kommer jeg nok op i fart igen, når jeg er klar.

29/4 20
Frank har lovet tage hunden et par dage. Egentlig skulle den jo bo hos ham, men sådan blev det aldrig. Nu har jeg ventet et par dage på at han kommer efter den – og det gjorde han heldigvis i dag.

30/4 20
Der er så mange ting, som jeg skulle gøre – men som sagt så skal jeg restituere. Min krop, min sjæl, mine celler – hele mit system. Jævnligt kommer jeg til, at tænke på noget jeg skal gøre – noget som har været på to-do listen i flere år, men der har ikke været tid til at prioritere. Nu laver jeg en ny liste. Skriver på hver gang jeg husker noget. Så kan jeg vinge af, efterhånden som det bliver gjort – men INTET bliver gjort ud fra ’burde’ eller ’skulle’ – det kommer når det kommer, og jeg vil kun gøre, når jeg føler jeg gør det af lyst.

LIKE eller DEL dette indlæg: