25/11 19
Det tager godt nok tid at komme op af sofaen igen, finde energi til at blive aktiv. Nu prøver jeg med at skrive en liste på min tavle, over gode ting jeg skal gøre for mig selv, i denne uge.
26/11 19
’Mor – det er godt nok nitten, at gå rundt på de andres værelser på efterskolen, og se hvor mange julekalendere de har stående. Hvor mange tror du lige der er på min?’. Pyha, jeg bliver faktisk lidt overrumplet over, at jeg ikke bare EN gang, har tænkt på at det snart er 1. december. Men det har jeg ikke.
27/11 19
Da jeg fortæller en veninde om oplevelsen, med den yngste i går, siger hun straks ’ jeg har nogle timer fredag eftermiddag – jeg laver en kalender, så har hun både slik- og pakkekalender. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal sige tak, som i TAK.
28/11 19
’Vil det være ok for dig, at jeg selv laver min ugeplan, sammen med hende der skal komme fra kommunen hver uge’, spørger Frank. Og svaret er naturligvis JA. Ikke at jeg synes det er let at give slip, men det er heller ikke min opgave at gøre Frank uselvstændig. Så selvfølgelig er det et JA
29/11 19
’Mor jeg ved ikke hvorfor, jeg blev bare lige pludselig så ked af det, at jeg var nødt til at ringe’. Det er den yngste der ringer fra efterskolen. Og ja, det er jo noget af det, der er blevet et vilkår – at pludselig, kan man blive så umådelig ked af det. Det eneste jeg kan gøre, er at lytte, tale om det, og bare være der, til det går over igen.
30/11 19
’Jeg får det bedre og bedre’, siger jeg til mig selv hver dag. Det er ikke hver dag, jeg egentligt kan mærke det, men jeg tror på, at hvis det er det jeg fortæller mig selv, så er det også det der sker. Altså at jeg får det bedre og bedre.
1/12 19
Der er noget der rammer ved at det er 1. søndag i advent, alle forandringerne kommer på en eller anden måde meget tæt på igen. Så indvendigt er jeg meget vedholdende med mit mantra ’jeg får det bedre og bedre’