18/11 19
En weekend med fødselsdage og en søndag med besøg af TV2 – jeg må tilstå det har sendt mig til tælling. Så endelig, tillod jeg mig selv en dag, uden rigtig at komme i tøjet, uden at skulle noget, udover det der lige faldt mig ind. Det er tiltrængt, jeg har virkelig brug for lige at stemple ud ,og lade op før det går løs igen i morgen.

19/11 19
En dag med interview ifm en reception og derefter til en podcast. Begge interviews om det at være pårørende, og hvilken betydning det har haft for os som familie, og for mig. Det har været en intens dag, og jeg bliver så dybt rørt, over alle de mennesker, der kommer og viser deres sympati. At blive anerkendt for min proces og min sorg, har bare en kæmpe betydning.

20/11 19
Gårsdagens begivenheder satte godt nok mange ting i gang hos mig, som rumsterer i dag, og muligvis var det årsagen til, at Frank og jeg græd længe over det der var – og vi skal arbejde for hele tiden holde fast i – og skabe noget nyt i det  – der er.

21/11 19
Endelig en aften hjemme. Jeg skulle egentlig til yoga, men endnu en gang har jeg bare følelsen af ikke at orke, og landede i stedet i sofaen.

22/11 19
Igen i aften er jeg landet i sofaen. Jeg kan mærke, at der begynder at komme tanker om, at der skal ske noget andet, der er plads til at tage noget ind. Det er et sundhedstegn.

23/11 19
Frank og jeg var ude og holde foredrag i eftermiddag, og i aften tog vi i biffen sammen med Mathilde. Sikken en dag, det var SÅ stor en oplevelse. Frank gjorde det kanon, og jeg tror vi begge tog hjem med en oplevelse af, at være lige,et fællesskab og et stort VI. Jeg er helt høj over det.

24/11 19
’Mor, når du i aften skal fortælle om dit arbejde på efterskolen, kan du og far så ikke fortælle om at I holder foredrag og hvorfor’. Det er den yngste, som ellers ikke ville have at efterskolen skulle vide hendes far er syg. Jeg glædes – virkelig glædes.