11/11 19
I dag fylder den ældste 18. Frank kom ved 9-tiden, så han kunne nå at vågne….. jeg måtte lige synke en klump, da jeg stod der og vækkede hende med morgensang….. alene. Vi plejer at stå der hele familien.
12/11 19
Og i dag fylder den yngste 15. Vi hentede hende, fra efterskolen, og var ude at spise. På vejen hjem siger Frank, ’tak for alt det du gør for vores piger, det er jeg så taknemmelig for’. Mit svar er, ’og det betyder uendelig meget for mig at gøre, for dem, og for dig’.
13/11 19
I dag kom to skønne mennesker forbi med boremaskiner, og vupti, havde jeg bare fået meget mere på plads i mit nye hjem. Det bliver bedre dag for dag.
14/11 19
Den ældste har nu fået kørekort. Jeg vidste det ville blive en stor dag. Jeg må også erkende, at der for mig ligger en stor aflastning i det. Nu kan jeg indimellem sende hende afsted, når der skal hentes og bringes.
15/11 19
Frank og jeg har sammen gjort klar til den store familiefødselsdag i morgen. Det fungerer ret godt, når jeg laver en seddel på forhånd, så han kan tage opgaverne punkt for punkt.
16/11 19
Familien er taget hjem efter en god fødselsdag. Jeg sidder tilbage, med en glæde over at det blev godt. At det var pigernes – ikke sygdommens – dag. Og samtidig arbejder den der ensomhedsfølelse i dag, fordi jeg selvfølgelig sagtens kan se og mærke, at Franks bidrag er helt anderledes end tidligere. Han er god til at tackle det, men lige nu mærker jeg mest ensomheden i det.
17/11 19
Jeg har valgt at lade pressechefen genopstå på facebook i dag. Jeg synes der er så meget i Franks måde at håndtere sin situation på, som stadig fortjener andres anerkendelse. Og så er det sjovt at være pressechefen, hun bidrager til, at der også er sjove ting at være sammen om, sjove måder at tænke på de ting, der indimellem er svære.