1/7 19
“Vi to ska sgu ud og cykle, vi starter i næste uge tirsdag og torsdag”. I alt det her har en rigtig god ven meldt sig på banen. Gang på gang budt ind, sat sig ned med store ører og en kop kaffe, og bare lyttet, mødt og forstået…..og indimellem tilbudt sin hjælp på en måde, så der i virkeligheden ikke var noget valg.
Det vil jeg altid bære i mit hjerte, altid være taknemmelig for.
2/7 19
Frank fortæller mig, at det er godt med bananer når man cykler. Det har hans fætter nemlig fortalt på deres cykeltur i lørdags, så det vil være godt for ham……og det er jo rigtig god viden, hvis ikke det var fordi Frank ALTID har haft bananer med som en fast del af sin træningskost. Nu synes det at være et godt råd han lige har fået…
3/7 19
De sidste aftner har jeg pludselig haft tid i overskud – jeg aner virkelig ikke hvad jeg skal bruge den til, står bare nærmest med et tomrum, og en tid jeg ikke kan finde ud af at udfylde. Måske er det okay, når jeg nu føler at have lavet en spurt på to år. Måske ved jeg godt, at der en dag også er energi til at udfylde den tid konstruktivt – men lige nu aner jeg ikke hvad jeg skal stille op med den.
4/7 19
I dag har jeg været hos Vivi. Den mest fantastiske healer som har fulgt mig det meste af det her forløb. Det var godt nok underligt at tænke “aaahhh her er jeg hjemme”, for det føler jeg ikke ret mange steder lige nu.
5/7 19
Vi skal ha gæster i aften, og vi skal være hos Frank. Det er så hyggeligt at have det sammen.
6/7 19
Vi er gået i gang med flytningen. For hvert læs vi flytter kan jeg mærke noget letter indeni. Godt jeg lyttede til min mavefornemmelse. Det bliver SÅ godt for os alle.
7/7 19
Midt i flytning og ironma,n har vi taget hul på det sværeste af det allersværeste….. hvad skal der ske med børnene, hvis der sker mig noget. En snak, der er nødvendig for os, men også for børnene, fordi det er et spørgsmål der også er begyndt at optage dem.
Det her synes nogen gange at være mere barsk end barskt.