1/4 19
En af de ting der bare SKAL nås, er at komme en tur til Frankrig og besøge den familie der betragter Frank som en bror. Måske kan vi nå det mange gange, måske er det lige pludselig for sent. Jeg må se om jeg ikke nok kan rykke rundt i min kalender, så jeg kan køre Frank derned – jeg ved de betyder alt for ham.

2/4
Når jeg kigger på de sidste 1 1/2 år har sygdommen udviklet sig rimelig hurtigt. Måske er det derfor jeg er begyndt at tænke at intet må udsættes til i morgen. Vi skal nå nogle ting før det er for sent.
Vi skal besøge familien i Frankrig, Frank skal lave videotaler til pigerne, til de store livsbegivenheder, han skal lave en ironman, og så skal vi nå rigtig mange af de ting Frank bare nyder.
Og vi taler om det som noget meget naturligt – hvad SKAL vi nå, hvis nu det viser sig at gå hurtigt.
Hold nu op hvor vi mennesker har en vild tilpasningsevne, når vi står helt ude ved kanten.

3/4 19
Sorgen er en smertefuld proces, der med tiden glider over i at være et savn i stedet, sagde psykologen til mig. Det går op for mig at jeg jo ikke kun er i sorg. Jeg er længere i processen og savner mindst lige så meget som jeg sørger. Jeg ved ikke om andre kan forstå det, men det lindrer en anelse på smerten, at betragte det på den måde, fordi sorgen måske føles mere overdøvende end det at savne.

4/4 19
Vi har været til efterskolernes gymnastikopvisning. Dog uden Frank, for dagen er for lang, mange mennesker og for meget larm, til at det bliver en god dag for ham. Så den yngste og jeg tropper i stedet alene. Det er en dejlig dag, men hold op hvor jeg savner at vi sidder der side om side og bekræfter hinanden i stoltheden over vores afkom.

5/4 19
Jeg tror ganske enkelt det har været den bedste dag siden Frank blev syg. Alle fire, med hver vores gøremål og interesser, har vi bare haft en god dag med god stemning, latter, jokes. Ikke en stjernestund, men en stjernedag❤️

6/4 19
“Far, hvordan har du det med at vide du måske glemmer mig en dag”. Det kan virke som et barskt spørgsmål der ikke skal stilles. Hos os ser vi det som et yderst vigtigt spørgsmål at stille, af hensyn til såvel den ældste’ bearbejdning og helingsproces, men i høj grad også af hensyn til den proces Frank og vi andre er i. For det er jo den type af spørgsmål vi alle fire går og tænker på.
Hvor er jeg stolt af at være mor til en 17-årig der har SÅ meget mod.

7/4 19
Indimellem får vreden og bitterheden fat i mig, så bliver jeg så møg hamrende vred på hele verden – fyldt med banaliteter og småting der kommer til at fylde alt. Når det går over, og jeg igen kan tænke klart, ved jeg godt, det er fordi der bare er alt alt for mange store tanker, og afgørende beslutninger der skal træffes.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

LIKE eller DEL dette indlæg: