4/3 19
Nyder at være i det nordjyske hvor jeg underviser disse dage. Alenetid har jeg ikke meget af længere, så når muligheden er der, så nyder jeg det.

5/3 19
Hjemme efter et par dage i Nordjylland. Det er som om der er kommet meget ro på os. Som om den endelige besked har skubbet os tilbage på den vej vi nu skal køre ud af.

6/3 19
I dag har Mathias (journalist) været her. Jeg kan godt mærke at det hele tiden ripper op i hvor ondt det her gør…..

7/3 19
Fik heldigvis hjælp af en veninde i dag, hvor vi har været huset igennem og gøre klar til fotografering i morgen. Det er blevet godt, og jeg håber de næste ejere bliver lige så glad for huset, og får lige så mange gode stunder som os i dette skønne hus.

8/3 19
I dag kom fotografen. Pyha jeg kunne mærke alle følelserne over at skulle tage afsked med vores hus. Jeg ved vi gør det rigtige, men der kommer nu alligevel mange følelser.

9/3 19
Vi skal ha gæster. Jeg husker ikke hvornår der sidst har været overskud til det. Men hold nu op hvor vi glæder os

10/3
I dag er vist dagen derpå. Det er tydeligt at mærke, at Frank ikke er frisk i dag. Måske gav dagen i går os begge refleksioner, for det var SUPER HYGGELIGT at have gæster. Men hvor vi altid har været to om at forberede og varte op, så bemærkede vi begge, at jeg selv stod for det hele. Det var som om Frank slet ikke kunne få samling på alt det der skulle ske og være overblik over. Det var mærkbart at der er sket en ændring – så hjernen skal masseres lidt, for at sætte fokus på glæden over, at Frank stadig har sin omsorgsfuldhed som vært intakt, når gæsterne er her.