Uge 32 2019

Uge 32 2019

5/8 19
Jeg er godt nok træt, men hvor er det alligevel dejligt at kunne stå op og sætte fokus på at hjælpe den ældste godt afsted til sin første skoledag.

6/8 19
Jeg rider stadig på bølgen over søndagen. Nyder at Frank – at vi – lykkedes med det. Og lige om lidt venter en ny hverdag – jeg glæder mig til det.

7/8  19
I dag er Frank efterhånden så frisk, at han kan være hos sig selv igen. Jeg har nydt han har været her – nu skal jeg lige finde ud af at være her alene igen.

8/8 19
I dag har vi talt med det par, der skal tæt på den ældste, hvis der sker mig noget. En god, dyb og intens aften. Det er tydeligt at mærke på Frank at han er brugt da vi tager hjem efter 3 timer.

9/8 19
I aften ville Frank helst være hjemme, så jeg tog selv ud til et vennepar. Dejligt at mærke deres omsorg, at kunne være der på egne præmisser, og samtidig minder det mig om savnet, ved at jeg er der alene. Det er den der dobbelthed, der tærer allermest tror jeg.

10/8 19
Pigerne og jeg indtog Franks lejlighed i eftermiddag. Smed os alle steder, så lidt tv, snakkede og hyggede. Frank stod på hovedet for at opvarte os med mad, drikke, hygge – alt i mens han var et stort smil, og sagde ’jeg elsker når mine piger kommer alle sammen’ – det gør vi også.

11/8 19
I dag sendte vi den yngste på efterskole. Det har hele tiden været planen, men ikke allerede i 9. klasse, det er kommet som hendes ønske efter 1 ½ slidsomme år i det lille hjem. Vi efterlod hende med et stort smil på læberne, og det bliver rigtig godt for hende.… men pyha hvor er der stille herhjemme. Tanken strejfer indimellem, at nu kan der vist næsten heller ikke tages mere fra mig.8/8
I dag har vi talt med det par der skal tæt på den ældste, hvis der sker mig noget. En god, dyb og intens aften. Det er tydeligt at mærke på Frank at han er brugt da vi tager hjem efter 3 timer.

 

 

 

 

 

 

Juni 2020

Juni 2020

1/6 20
Frank vil gerne holde grillaften for nogle mænd. Skal det ske, ved jeg godt hvem der skal organisere det, og i dag har vi fået skrevet det til dem.

2/6 20
Egentlig skulle jeg arbejde i dag. Men jeg må erkende, at efter en pinse, hvor jeg bare har stået til rådighed for både pigerne og Frank, var der behov for en dag til mig. Det hjalp,og jeg sluttede dagen helt anderledes positivt, end den begyndte.

3/6 20
Frank har inviteret til grill-aften senere på måneden, så jeg har sat ham i gang med at ordne hans havemøbler, så det ser pænt ud. Jeg ved, at den slags går Frank op i, men nu får han det ikke længere gjort.
Jeg husker mig selv på, “hvad ville Frank hvis han kunne”, hver gang jeg på den måde bliver hans arbejdsgiver. For det er i virkeligheden en meget grænseoverskridende rolle at have.

4/6 20
“Anja, Jan og jeg skal nok få styr på det, der skal laves og så hjælper vi alle til. Du behøver ikke gøre mere, bare du har styr på invitationer”. Det er Franks fætter, jeg lige er ved at koordinere grillaften med.
Jeg føler så dyb taknemmelighed, hver gang jeg mærker, at vi har mennesker omkring os, der tør træde tæt.

5/6 20
Indenfor en uge, hører jeg om 2 der er gået bort, i alt for ung alder, pga demens. Det gør ondt, så ondt at jeg næsten ikke kan være i det, så ondt at jeg føler trang til at flygte, velvidende at det kan jeg ikke.

6/6 20
Tog med Frank ud og handle småting og tøj i dag. Bare os to, stille og roligt. Jeg tror, vi begge nød det. Også selvom jeg må sande, at jeg ikke længere er i tvivl om, at sygdommen gør sit indtog.
Som noget nyt bemærkede jeg, at han måske begynder at have sanseforstyrrelser. Tøj der er for tykt, tungt, og noget han syntes var for knitrende.

7/6 20
Jeg har hele tiden tænkt, at det værste, er alt det vi har været igennem. En stille nagende tvivl er begyndt at vokse frem. Måske har vi i virkeligheden det værste i vente, i hvert fald når jeg forholder mig til sygdommen.

8/6 20
Vi har haft møde med en konsulent i dag. Hun var været en kæmpe støtte da Frank blev syg, er dygtig og professionel. Alligevel er der noget i mig, der ikke har lyst til mødet, til konfrontationen med hvordan det går.

9/6 20
Mødet i går sidder stadig i os begge. Frank har mange tanker om hvor længe han er her, hvordan han skal herfra, og hvorfor han ser ud til at blive snydt for nogle år.
Jeg har tanker om alt det, vi blev “snydt” for, og de voldsomme konsekvenser, det har for vores måde at leve på. Nu og i fremtiden.

10/6 20
Den yngste, er begyndt at få tanker om hvad hun kommer hjem til. Hun ønsker ikke at tale med veninderne om det, “de forstår det ikke”.
Og nej, hvordan skulle de?
Vi har aftalt, hun skal i en gruppe, når hun kommer hjem. Så kan hun tale med andre unge, der godt forstår, fordi de selv står i det.

11/6 20
Hvor har det bare været en god dag. Først sammen med en tidligere kollega, og i aften til et arrangement med en veninde.
Jeg kan stadig undre mig over, hvordan det er at komme tilbage til livet. Disse dage nyder jeg.

12/6 20
Læste lige dagbogen fra maj. Jeg bliver lidt ramt af, hvor meget dagene stadig svinger. Men efter at ha sundet mig lidt, er jeg nået frem til, at tidligere var der KUN tunge og svære dage, dage hvor jeg længtes efter følelsen af glæde. Og de gode dage er der heldigvis mange af nu. Det svinger og det vil svinge. Det er blevet et vilkår for os.

13/6 20
De sidste 40 dage har jeg været på en målrettet kostændring. De kilo Franks sygdom har kostet mig, er smidt igen. Det er endnu et skridt, på vejen til at finde hjem til mig selv igen.

14/6 20
Jeg har været til bestyrelsesmøde i Pårørende i Danmark. Det er faktisk lidt underligt, at sidde der og vide en hel masse – fordi jeg har prøvet det på egen krop.

15/6 20
Rutinen med at børste tænder to gange dagligt, var gledet ud for Frank….det koster kassen hos tandlægen, og jeg håber vi har fået det ind i rutinen igen. Det går ham på, at det sker, så det er noget jeg er nænsom omkring.

16/6 20
For en måned siden, aftalte vi besøg af ergoterapeuten en gang i måneden, og så et ugentligt opkald. Da jeg talte med hende i dag, kunne vi begge se, at ugentlige besøg er nødvendige. Og ingen af os kan helt sige hvorfor. Det er så mærkeligt, at se det forandrer sig, men ikke helt at kunne sige hvorfor, uden helt at kunne sige hvordan.

17/6 20
Noget lurer lige under overfladen. Jeg kan ikke helt finde ud af hvad det er, kun at det er sorgen, tristheden og gråden der lurer. Måske, er det fordi der er kontrol på geronto på mandag. Måske er det fordi, jeg skal afsted hjemmefra et par dage, måske bare en lille bearbejdning af alle forandringerne. Jeg ved det ikke, men det ligger der, lige under overfladen. Og det gør det så.

18/6 20
Kursus i København hele dagen, og efterfølgende på restaurant. Fik et glas champagne – det skal vi huske at drikke, huske at fejre livet.

19/6 20
Øv – Frank er vågnet med en voldsom forkølelse, og skal ha gæster i aften.
Fik den ældste til at hente mig ved toget, så vi kunne ta forbi ham og se hvordan han havde det, få købt ind og lige friske ham lidt op. Den slags er vores skønne datter fantastisk til.

20/6 20
Heldigvis blev det en god aften for Frank. Alle hjalp til, og jeg glædes i dag over, at Frank fik sin grillaften. Venner er bare GULD.

21/6 20
Det har været en skøn dag. Vandretur, havearbejde og god aftensmad.
Normalt laver Frank mad om søndagen. Men jeg ved, at når han først skal ud og cykle, er der ikke så mange kræfter, til også at lave mad.

22/6 20
Geronto og demenstest. Frank klarede den bedre end sidst, mens jeg oplevede at den del jeg skulle besvare, var gået den anden vej……så er det jeg bliver forvirret, så er det jeg ikke forstår hvorfor der ikke bruges 10 min på at sætte den pårørende mere ind i det der sker. Vi gik derfra, Frank rigtig glad og stolt, og det delte vi….indeni var jeg forvirret og sorgfuld, det delte jeg …… med mig selv.

23/6 20
Sankt Hans har vi aldrig fejret. I år tog jeg til Henne Strand med et par herlige kvinder. Dejlig aften.

24/6 20
Vi skal hente den yngste fra efterskolen på fredag, og det står i Franks kalender. Alligevel kommer han og har lavet andre aftaler.
Jeg ved det er sygdommen der gør det. Frank ville ALTID prioritere pigerne før ham selv. Alligevel må jeg ta en dyb indånding, så jeg ikke bliver irriteret, men blot beder ham ændre aftalen igen.

25/6 20
Jeg er ved at undersøge, om jeg sammen med pigerne og de nærmeste venner, kan komme til Silkeborg og afprøve deres demenssimulator. Jeg tror det kunne være godt for os alle, at prøve hvordan det er at være Frank.

26/6 20
I dag skal den yngste hjem fra efterskole. Jeg glæder mig. Og jeg er bange, rigtig bange. Står jeg nu så stærkt i mig selv, at jeg atter kan bære mine børn, uden der er hjælp til den ene af dem, som der jo har været hele vejen i form af efterskoler. Jeg håber det……jeg håber det inderligt.

27/6 20
Vores hverdag er blevet god – vi har fundet en rytme.
Men nu er det ferie, den yngste og jeg er taget i sommerhus på Fanø. Og så bliver jeg igen mindet om, hvor forandret det hele er. Det trækker søm ud.

28/6 20
Frank er i dag taget til Harzen for at cykle nogle dage. Glæder mig på hans vegne. Og han er top klar.

29/6 20
Det går op for mig, at vi lige skal finde hinanden igen. Den yngste skal finde vej hjem fra efterskolen, jeg finde ud af at skabe en ny hverdag, sammen med hende. Vi skal nok lykkes med det.

30/6 20
Den yngste er taget over til veninder og jeg er alene i sommerhuset. Pyyyha, hvor jeg kæmper med mange svære følelser lige nu. Også det her skal jeg lære.

Maj 2020

Maj 2020

1/5 2020
Online vinsmagning hos venner i aften.  Aftalen er, at Frank henter mig og jeg finder selv hjem, så han kan køre, når han bliver træt. Jeg er sikker på, at den respekt vi har for vores forskellige behov, har en kæmpe betydning for måden vi omgås hinanden.

2/5 20
Min cykeltur Danmark rundt er aflyst. Det har så meget været min line ud i livet igen……den her dag, har jeg bare lyst at rykke ud af kalenderen.

3/5 20
Var på vandretur med to veninder i dag. Så lander alt igen. Sikken dejlig dag. Og afsluttet med aftensmad hos Frank.

4/5 20
Ny uge, jeg håber og tror energien stille er ved at komme igen.

5/5 20
Indimellem når jeg besøger Frank uden pigerne, og han går rundt og småpusler med tingene, så mærker jeg den tryghed vi havde sammen. En tryghed, jeg i dag ikke mærker andre steder. Så rammer savnet mig med en ganske voldsom kraft. Jeg lader det komme, og forsøger at finde taknemmeligheden i, at når jeg savner det, er det fordi jeg har oplevet det, og ikke et savn efter noget jeg aldrig har haft.

6/5 20
“Mor, jeg har spurgt far, om han vil med mig, når jeg skal ha lavet min tatovering. Så vil jeg altid tænke på ham, når jeg kigger på den”. Smukt at høre, hvordan den ældste tænker over, hvordan der kan lægges minder ind i det der er lige nu.

7/5 20
Endnu engang vil Frank gerne af med sin medicin. Jeg hverken kan eller vil guide ham, så det er nødvendigt at tage forbi vores læge. Hun er meget direkte, når hun taler om konsekvenserne. Det er også hårdt at lytte til, som om jeg ikke helt har lyst til at høre om den virkelighed der venter os.

8/5 20
Det er mærkeligt, men når jeg ved at både Frank og jeg er alene i hver vores hjem en aften, så rammer den dårlige samvittighed mig. Men Frank…… han hygger sig i sit eget selskab.

9/5 20
Frank har hjulpet mig med en masse småting i dag. Det har været SÅ hyggeligt, at gå her sammen. Med fokus på alt det han stadig kan.

10/5 20
En søndag fyldt med hygge og gode ting. Ingen “jeg skal lige” hængende over hovedet. Energien er ved at komme igen.

11/5 20
“Mor, vi har talt om, at det er så dejligt at se du er glad og har det godt. Vi er kommet så tæt på hinanden, og på mange områder føles det som at du både er vores mor, men også blevet vores veninde….det synes jeg bare lige at du skal vide”. Og ja, vi er blevet meget meget tæt i det her.

12/5 20
Jeg har været på job i dag. For første gang i to mdr. Jeg er fuldstændig flad.

13/5 20
Jeg kan ikke finde ud af, om det er savnet efter det der var, efterveer efter en turbulent tid, eller om det er fordi vi ikke er i den rette bolig. Men det er som om ingen af os kan falde helt til. Det giver mange samtaler og spørgsmål. Svarene synes jeg lader vente på sig. Men de kommer jo, når de skal komme.

14/5 20
Det har fjernet en sort sky fra min himmel, at den yngste nu må komme tilbage til sin efterskole. Det sidder i mit baghoved, at med den styrke pigerne skal have ift. forandringerne i familien, så må resten altså gerne køre som det skal for dem.

15/5 20
Har været ude og vandre, og det sluttede af med mad ved bål, sammen med vores mænd. Jeg slappede fuldstændig af, for alle tog hensyn til Frank, vi var i trygge hænder. Jeg tror vores åbenhed, for alvor begynder at komme os til gode.

16/5 20
En aften alene hjemme. Nr 2 siden 12. Marts. Uuuhhhh hvor jeg nyder det.

17/5 20
Så er vi igen i nogle dage hvor Frank ikke er frisk. Han kæmper gør han, og vil helst køre på. Men i dag, måtte han opgive at lave mad.

18/5 20
Frank er stadig ikke frisk. Jeg tror jeg har accepteret, at det er en del af sygdommen, at der er perioder, hvor han bare er træt og udmattet.

19/5 20
Frank er ved at være frisk igen. Må komme på plejehjemmet og løse opgaver udenfor. Så nu er han på vej tilbage i rytmen.
Den yngste er tilbage på efterskolen, og den ældste passer sit job.
Og jeg er såmænd også ved at få noget at se til igen. Det vildeste er, at jeg føler der også er energi til det.

20/5 20
Frank havde lavet mad og den ældste troede ikke, de havde en aftale. Når sådan noget sker, oplever jeg, Frank bliver både urolig og forvirret. Men den store dejlige datter sprang, i bilen da det gik op for hende. Kørte ud til sin far og spiste, og alt er godt igen. Vores børn lærer i hvert fald, at sætte sig i andres sted i det her.

21/5 20
Frank og jeg gik en lang tur i dag. Det føles meget kærligt og smukt, at vi kan have samtaler der både understreger dyb kærlighed og respekt, samtidig med det understreger, hvor meget vores forhold har forandret sig.

22/5 20
Jeg ville ønske, jeg havde et system der kunne sikre, at jeg altid får besked når Frank laver aftaler. For nogen bliver lagt helt håbløst, andre tror han ikke, er faste, og nogle tror han er faste, mens den anden ikke har forstået det sådan. Det er indimellem et større opklaringsarbejde at støtte ham.

23/5 20
“Der er kommet så’n ro over dig” siger Frank. “Det er dejligt at se, og nu vil jeg bare gerne sikre mig, at du møder en mand, så du kommer videre, og at det er en børnene kan li”, siger Frank pludselig til mig. Han er virkelig en usædvanlig mand.

24/5 20
Har i dag meldt mig ind i et singlenetværk. Det er virkelig underligt, men jeg savner at komme ud blandt mennesker, at have nogen at opleve sammen med. Det kan jeg også med mine venner, men når de så tager hjem til deres familier, konfronterer det mig så meget, med min egen ensomhed. Så nu prøver jeg single-netværket.

25/5 20
Der går for meget koks i aftaler efterhånden, så vi er ved at lave et brev, til dem der laver aftaler med Frank, så de kan hjælpe til…….det føles som om det er et næste skridt, og det gør lidt ondt.

26/5 20
Jeg har de sidste uger haft en følelse af tomhed, som om der er for lidt indhold i mit liv. Sikken anderledes følelse end den der har været dominerende de sidste år. Og helt anderledes positiv at skulle handle på.

27/5 20
Indimellem bliver jeg irriteret over, at vi 95% af tiden skal tale om sport. Så får jeg dårlig samvittighed over min irritation, for det er jo ikke noget Frank gør med vilje. Den trædemølle er ikke særlig støttende for mig selv. Og så er det, jeg er taknemmelig for den mulighed at sige “lad os tales ved i morgen”. Så har jeg mulighed for at tæmme min irritation, og være tilbage i rummeligheden når vi taler sammen næste gang.

28/5 20
Frank siger tit noget han gerne vil, han kan bare ikke sætte i gang på det. Det kræver, jeg fanger og handler, men det gør jeg ikke altid. Så er jeg dybt taknemmelig for, at andre også fanger, hjælper og støtter Frank i det.

29/5 20
Jeg holder så meget af, at gå sammen med Frank i haven, som vi gjorde igen i dag.
Vi bliver så lige, som om alt er som før. Det er stjernetimer jeg nyder til fulde.

30/5 20
Ville teste mig selv i dag. Inviterede 3 kvinder til brunch, for at se om jeg har genfundet roen og glæden ved at lave mad. Det har jeg.

31/5 20
Indimellem rammer følelsen af ensomhed stadig. Følelsen af at stå til rådighed, justere og være fleksibel på alle andres behov, i alt det her. Og i dag er jeg temmelig ramt af det.

April 2020

April 2020

1/4 20
Pigerne spiser hos Frank, og jeg er blevet hjemme. Det styrker deres samvær, at jeg ikke altid er der.

2/4 20
Mens andre er enormt bekymrede, bruger jeg verdenens pause til at trække vejret. Hold op hvor jeg nyder det.

3/4 20
Jeg kan godt høre på Frank, at han begynder at bruge andre ord end tingenes præcise navn, og han skal helst kun have en besked af gangen. Den store forskel på før og nu er, at jeg kan rumme det. Jeg bliver ikke så ked af det mere.

4/4 20
’Jeg kan mærke, jeg lige skal passe på for at ikke at føle mig ensom. Jeg savner at have en hverdag med børnene’, siger Frank, da han ringer i aften. Det gør ondt i hele kroppen. Både fordi jeg forstår ham, og fordi jeg ved, at den hverdag Frank savner, slet ikke er en mulighed længere. Ikke for pigerne, og slet ikke for Frank – jeg tror bare ikke altid han ved det.

5/4 20
’Jeg vil gerne springe over maden i aften’ siger den ældste. ’Indimellem tager det bare for mange kræfter for mig, at være sammen med far, fordi han bare har forandret sig så meget’. Jeg respekterer hendes valg, jeg forstår hende godt. For hende fungerer det bedst, hvis hun lige kan kigge forbi ½ time, og drikke en kop kaffe sammen med Frank. Jeg synes godt nok det er svære ting vi er oppe imod, det gør ondt, men det slår mig ikke af pinden længere – jeg kan INTET gøre ved Franks forandringer, blot kan jeg acceptere, så jeg bedre kan være i det. Og det øver jeg mig i dagligt

6/4 20
Åhhhh – er kommet til at bytte rundt på Franks medicin. Det er heldigvis kun sket en gang før. Han tager det godt, og vi joker med det. Men det er ikke rart at se på han er groggy, og vide jeg har forårsaget det.

7/4 20
Jeg kan ikke længere aflæse Frank, lure af hvordan han har det. Det er SÅ mærkeligt, at ha kendt et menneske så intimt gennem mange år, og ikke længere kunne regne ham ud. Og det vel at mærke, uden Frank har trukket sig.

8/4 20
Den halve Ironman er aflyst. Godt det samme, for så er det ikke længere nødvendigt at overveje, om han ville kunne gennemføre, om det ville være forsvarligt.
Det er underligt at tænke på, når det kun er 8 mdr siden han gennemførte en hel, for jeg har virkelig mine tvivl om hvor vidt 1/2 ironman overhovedet ville være mulig nu – og vi taler altså kun om 8 måneder..

9/4 20
Frank har bestilt en ny cykel der er blevet forsinket pga Corona. Men kommer den først om 3 mdr, kan vi ikke vide om han får nogen glæde af den, for hvem ved om vi er i Franks sidste cykelsæson.
Så nu arbejdes der på at finde en anden.
Underligt som sygdommen tvinger til at prioritere, og hele tiden sætter os under pres ift at nå det VIGTIGSTE.

10/4 20
Cyklede en tur i dag. Satte mig på et tidspunkt i solen og bare nød. Når jeg har det godt, mærkes bare en helt ny og dyb taknemmelighed, for at have det godt. Jeg tager det ikke længere for givet.

11/4 20
Vi holder påskefrokost i dag. Vi skulle være os fire, men Frank var ikke frisk og blev hjemme. Jeg tror faktisk det er fordi han har fundet DRØMMEcyklen, og det at træffe en beslutning om at købe, er så svær for ham, at han bliver helt syg af det.

12/4 20
En veninde kiggede forbi. Vi sad bare og talte og drak rosé i flere timer. Jeg nød det. Nød blot at være til stede, uden 1000 tanker i hovedet. Uden at være overfyldt af min egen situation.

13/4 20
Frank slog altid græs på Blommevænget. Nu har jeg givet ham opgaven her hos os. Jeg nød at se ham rende rundt i haven i dag. Og jeg nød det også, fordi jeg ved hvor vigtigt det er for ham, at kunne give noget.

14/4 20
”Det er som om fars hjerne, den bare bliver yngre og yngre” sagde den yngste i dag. Og ja, det gør den, og det vil blive meget mere.
Men jeg er nu glad for, at han er på den måde som han er, og ikke er blevet sådan en der er vred og skælder ud.
Selv pigerne er nu i stand til at fokusere på plusserne.

15/4 20
Et stoppet afløb….. det er fedt at kunne ringe til Frank og sige “kan du hjælpe mig”. Jeg tror det er lige så fedt for ham at kunne.
Og samtidig lurer tanken som vanligt “jeg må lige se hvordan han gør, for en eller anden , kan han ikke gøre det mere”.

16/4 20
Fyldte 51 i dag. Når jeg tænker et år tilbage, krymper min mave sammen, det var så vanvittig en tid. Og nu står vi så her et år senere, og vi har det alle godt, vi er lykkedes med det vi ville. Og meget bedre end jeg nogensinde turde håbe.

17/4 20
“Mor, når andre spør og jeg fortæller min far har demens….. det er jo meget værre, end det jeg selv troede. Det bliver jo bare ved og ved, og ingen af os ved, hvordan det er om et halvt år. Det er som om det aldrig vil få en ende”.
Og jeg kan jo kun give den yngste ret, det er voldsomt at opleve. Vi kan kun gøre hvad vi kan, for at passe på hinanden, og for at forblive så hele som muligt. For det her, er jo noget vi skal leve med.

18/4 20
Jeg kan ikke finde ud af, hvornår Frank siger noget, fordi han har tænkt over noget, og hvornår det er noget der er automatiseret, så det bare er noget der kommer. Det er altså stadig mærkeligt, ikke at kunne regne Frank ud – men det kan jeg ikke længere.

19/4 20
Tænk at den ældste nu er så langt i sin bearbejdning, at hun tør lade sig interviewe om det hele. Jeg er så stolt af hende.

20/4 20
Gik en lang aftentur med den yngste og hunden. Så den smukkeste solnedgang og tænkte på, hvor godt jeg har det nu. Det er stadig svært for mig, at forstå vi er kommet så langt som vi er – alle fire.

21/4 20
Vi har det godt følelsesmæssigt nu. Også så godt, at der nu er overskud til at tjekke, hvor meget de sidste år har påvirket vores helbred, hvor meget af det her, der sidder i vores kroppe. Der er foreløbig sat ind med vitaminer og mineraler, nu går vi i gang med kropsbehandlinger. Det handler både om at bearbejde det skete, og styrke os til det der kommer.

22/4 20
Frank har fået sin nye cykel nu, og vi var ude og cykle sammen i går. Han så skarp ud, og han var skarp, næsten som i gamle dage. Det var SÅ fantastisk en oplevelse….. i dag gør det til gengæld savnet efter “gamle dage” endnu stærkere

23/4 20
Jeg vågnede helt tyk om øjnene i dag. Men tårerne er tømt ud for denne omgang. Jeg tror på, at hver gang jeg bare tillader følelserne at komme til udtryk, kommer jeg et lille skridt videre, og jeg bliver hver gang en smule mere afklaret, accepterer en lille smule mere.

24/4 20
“Far, jeg elsker dig og du har gjort så meget godt for mig. Og jeg ved, at du vil gøre ALT for mig, og selv er ked af de ting, du ikke længere kan. Du skal vide, at INGEN kan erstatte dig………men jeg er altså klar til, at mor kommer videre nu”.
Jeg kan ikke finde ord. Vi græder alle fire, og jeg er samtidig paf over hvordan en pige på 18 er i stand til at sætte de ord på.

25/4 20
“Mor, kan vi ikke køre forbi vores gamle hus, jeg tror jeg har brug for at se det” siger den yngste, da vi er på vej hjem.
Vi kører forbi, holder og kigger ind, græder, taler om vores tid der. Det hus er jo symbolet, på alt det der var.
Men vi er begge lettede da vi kører videre.

26/4 20
Sikken uge. Der har været gang i så mange følelser. Kærlighed der skulle gives videre, sorg der skulle udtrykkes, afsked der skulle tages og endnu et skridt ind i fremtiden.
Og selvom ugen var mest i afskedens tegn, så gør vi det sammen – alle fire.

27/4 20
Der er stadig efterslæb, efter sidste uge, hos os alle tre i kollektivet. Det er tydeligt at mærke sorgen lige er aktiveret hos pigerne, og det skal bare rummes og favnes. Vi går lange ture, taler, er tavse, fordøjer og støtter hinanden, ved blot at være sammen.

28/4 20
Hvor alle andre synes at få lavet mange ting, mens verden holder pause, så får jeg blot lavet småting. Tænker på mange ting jeg med fordel kunne lave. Men det er som om jeg bruger tiden på at hele, på at restituere. Og det vil være godt blot at acceptere det. Så kommer jeg nok op i fart igen, når jeg er klar.

29/4 20
Frank har lovet tage hunden et par dage. Egentlig skulle den jo bo hos ham, men sådan blev det aldrig. Nu har jeg ventet et par dage på at han kommer efter den – og det gjorde han heldigvis i dag.

30/4 20
Der er så mange ting, som jeg skulle gøre – men som sagt så skal jeg restituere. Min krop, min sjæl, mine celler – hele mit system. Jævnligt kommer jeg til, at tænke på noget jeg skal gøre – noget som har været på to-do listen i flere år, men der har ikke været tid til at prioritere. Nu laver jeg en ny liste. Skriver på hver gang jeg husker noget. Så kan jeg vinge af, efterhånden som det bliver gjort – men INTET bliver gjort ud fra ’burde’ eller ’skulle’ – det kommer når det kommer, og jeg vil kun gøre, når jeg føler jeg gør det af lyst.

Marts 2020

Marts 2020

1/3 20
’Mor jeg synes det går hurtigt med far lige nu’, siger den ældste. Jeg ville ønske jeg kunne sige ’nej det passer ikke’, men det synes jeg ikke jeg kan. Frank har igen en af de perioder, hvor han ikke har det godt – og jeg synes der bliver kortere og kortere mellem perioderne.

2/3 20
At denne sygdom kræver omgivelsernes fleksibilitet, vidner dagen om. Hvor Frank har haft det skidt i nogle dage, er han frisk igen i dag. Som om det er ’drevet over’ for denne gang. Jeg er heldigvis blevet bedre og bedre til at adskille mig, så jeg er ikke længere så ’medafhængig’. Men hold nu op hvor stiller det høje krav til min fleksibilitet. For når han har det godt, kan jeg trække mig lidt, og når han har det skidt, skal jeg rykke tættere på.

3/3 20
Hvor er jeg bare taknemmelig for alle de mennesker, der bliver ved med at insistere på at lave aktiviteter med Frank, og justerer til så han kan være med. Nu har løbedrengene inviteret ham til Samsø i juni – bare fra lørdag til søndag, så det er noget han kan holde til. Jeg fyldes med taknemmelighed.

4/3 20
Det er længe siden Frank og jeg har spist alene sammen, som vi gjorde i aften. Af en eller anden grund, blev det også en af de aftner, hvor vi begge blev ramt af sorgen over alt det vi har mistet. Så er det virkelig svært at skilles og køre hver til sit.

5/3 20
Vores snak i går, sidder i mig i dag. Min trøst er, at følelserne lettere fortager sig for Frank. Pudsigt nok er jeg mere bekymret for, at Frank går alene med det, end at jeg selv gør – for jeg går jo også alene med det, og det fortager sig ikke sådan lige hos mig.

6/3 20
Vi havde gæster i aften. Det er tydeligt, at det fungerer bedst, når Frank kun er sammen med en, hvorimod han bliver stille, så snart vi er flere. Til gengæld kunne han selv mærke, da han havde fået nok, så han takkede for aftenen og tog hjem før gæsterne. Det vil betyde, at han har en god dag i morgen.

7/3 20
Sammen med mine cykelvenner – jeg bliver bare så glad af det.

8/3 20
Spise hos Frank og så på efterskolen med den yngste. Det er en god rytme, vi efterhånden har fået på vores søndage. Frank går op i at lave maden, og jeg nyder at slippe for det.

9/3 20
Helt generelt kan jeg mærke, at jeg er ved at have en god psykisk og mental tilstand igen. Med en helt anden forståelse og dybde end tidligere. Og jeg nyder det.

10/3 20
Jeg ved ikke helt om det er rigtigt, men det er som om, der er flere og flere vendinger og udtryk der går igen hos Frank, som om det er en måde at skjule ordene forsvinder. Men jeg ved det ikke.

11/3 20
Den yngste er vendt hjem fra efterskolen for 14 dage pga Corona. Jeg kan godt mærke, da jeg ringer og fortæller det til Frank, at det er lidt svært for ham at forholde sig til det. Og det er svært for mig, at skulle håndtere at han ikke kan forholde sig til det, men mere går op i at hans Idrætscenter så også lukker ned.

12/3
Lige i dag, hvor landet er blevet lukket pga Corona-virus, kunne jeg bare godt bruge, at have Frank jeg kan vende det med. Jeg må erkende det er en dag, hvor det er svært, at træde ind i hans univers.

13/3 20
Måske er det meget godt, at Frank har den formidable evne til, at lukke ned for det svære. Hvor mange andre med hans sygdom bliver bekymret og utrygge, fordi de ikke helt forstår hvad der sker, så er det som om Frank kan undgå det, ved ikke at høre på det.

14/3 20
Så kom uroen alligevel også til Frank…. Al hans struktur er lukket ned, og det gør ham urolig. Jeg gør hvad jeg kan, for at hjælpe ham med at bevare roen.

15/3 20
Puuuuha hvor føler jeg lige nu, at jeg står alene med alle bekymringerne. Den yngste er hjemsendt fra efterskolen, alle mine opgaver er aflyst den næste måned, der er ingen indtægter.
Og samtidig må jeg sætte mig ind i, og forholde mig til det, der er Franks bekymringer. Og lige nu er det svært at rumme, fordi de umiddelbart synes ligegyldige. Men det er de jo ikke for ham.

16/3 20
Frank er i ro igen, der er styr på hvordan han kan træne. Selv bliver jeg SÅ bevidst om, hvor meget overskud jeg skal have, for at rumme de forskellige verdener – og bevidst om behovet for at lukke nogen ind, der forstår min verden.

17/3 20
Pludselig går det op for mig, at hvis jeg selv bliver alvorlig ramt af Corona, vil pigerne komme til at stå med både ansvar for Frank, og med ansvar for mig, for vi kan ikke trække på min mor. Jeg er nødt til at få fundet nogen der kan hjælpe pigerne hvis det sker. Puuuuha hvor jeg føler vi er sårbare, jeg går nærmest i panik. Og det er ikke på grund af corona, men bevidstheden om at vi er blevet så sårbare i vores lille familie.

18/3 20
Tit hører jeg sætningen, at jeg også skal videre med mit liv. Det tænker jeg jo, at jeg er hver dag. Men i disse Corona-dage bliver det tydeligt for mig, at jeg også skal i gang med mit liv igen, så det bliver fyldt med en masse næring og energi, på en helt anden måde, end der har været lyst og plads til de sidste år.

19/3 20
Jeg forsøger at bruge den pludselig opståede tid, til at få kigget de sidste flyttekasser igennem. Jeg må gå stille frem, for hver gang ribber det op i en svunden tid. Jeg skal bruge tid på at fordøje det.

20/3 20
Det kan være svært for mig at finde ud af, om Frank går med en masse tanker om corona, eller om han virkelig formår at lukke ned for det. Spørger jeg ham, gør jeg ham måske bekymret, spørger jeg ikke, får jeg måske ikke hjulpet ham. Sådan noget kunne jeg jo sagtens aflæse og regne ud tidligere – men det kan jeg ikke længere. Det er mærkeligt at kende et menneske så godt, og alligevel sker der løbende noget der gør, at jeg ikke længere kan regne ud.

21/3 20
Der er så mange tanker. Så jeg satte mig på min cykel og cyklede til Rømø i dag. Det gjorde godt – rigtig godt.

22/3 20
Mange gange de sidste 2 ½ år, har jeg været nødsaget til at trække mig ud af samfundet. Nødsaget til at tage en pause, mens alt drønede videre. Og med det resultat, at jeg var bagefter med mange ting, når jeg igen var klar. Denne gang har samfundet trukket stikket. Jeg har atter brug for pausen, og denne gang kan jeg følge med, for denne gang gør hele verden det på samme tid.

23/3 20
Det er som om, der har ramt et før/efter. Et før/efter der ramte mig for 2 ½ år siden, jeg kunne dog ikke blot gå ud på gaden og finde et fællesskab, ligesom der ikke var nogen hjælpepakker. Jeg måtte selv opfinde den. Måske er det en af grundene til, at jeg ikke er så ramt af dette ‘corona-før/efter’. Jeg har følelsen af at have prøvet det der var værre

24/3 20
Det slår mig pludseligt, at jeg ikke har styr på, om Frank kender anbefalingerne. Det viser sig, at det gør han ikke. Jeg skal hele tiden huske mig selv, at jeg ikke skal tage noget for givet.

25/3 20
I denne Corona-tid har Frank pludselig masser af tid til os. Jeg skal være nænsom,og samtidig sikre at vi ikke er sammen hele tiden. Pigerne melder tydeligt ud, at det kan de ikke holde til.

26/3 20
Jeg kan ikke se hvor meget Franks demens har udviklet sig. Nogle gange ville jeg ønske jeg kunne se det, som når land forsvinder på et landkort. Vide om det Fyn der er sunket i havet, eller om det blot er æbleø. Men det kan jeg ikke, og det er indimellem svært at navigere i.
Men jeg ved, a t Frank har forandret sig, og jeg ved, vores familieliv er stille gledet over i en ny fase.

27/3 20
Stod op og gik en morgentur med to veninder. Pludselig siger den ene “det er så dejligt at se dig glad igen Anja”. Det rører mig dybt at høre.

28/3 20
Jeg cyklede til Sønderborg i dag. Jeg følte mig så glad og taknemmelig for livet og alt det smukke. Det er på en gang underligt og skønt at kunne fremkalde lykkefølelse.

29/3 20
Vi spiser sammen i dag. Det er ved at have sin faste rutine, hvor jeg gør lidt rent hos Frank, tjekker ugeplan og indkøbsliste. Og så hygger vi bare.
Det er så godt.

30/3 20
“Mor, jeg synes faktisk dig og far har gjort det godt – vi har gjort det godt, for vi er jo alle glade igen”.
“Så du synes jeg har truffet de rigtige beslutninger?
“JA”
Hvad meere

31/3 20
Det er gået op for mig at det jo er alt i mit liv, jeg er i gang med at genopbygge.

 

Uge 31 2019

Uge 31 2019

29/7 19
’Man mister et ’vi’, når man mister et ’du’ – det menneske man er knyttet til – og derfor mister man ofte også et ’jeg’, har Christian Bush, hospitalspræst på Riget, skrevet til mig, i en mail i dag. Den sætning gør, at jeg  bedre forstår mig selv, og den proces jeg er i.

30/7 19
En aften helt alene hjemme i det her store hus – det er så mærkeligt, hver gang jeg får en aften for mig selv. Det lærer jeg en dag.

31/7 19
Har haft en hyggelig formiddag sammen med Frank. Og alligevel tudede jeg hele vejen hjem… jeg savner min gamle glade underfundige Frank. Ham, der altid kom med en lun bemærkning, ham, der så lige igennem andre mennesker, var opmærksom og omsorgsfuld.  Ham, der altid kunne komme med en opmuntrende bemærkning, når jeg hang med næbbet. Der er jo stadig masser af ham, men nøjh hvor jeg savner den han var.

1/8 19
Jeg håber, det er presset ift søndag der gør det. For den seneste tid, har jeg godt nok oplevet nogle gange, at jeg spørger i øst, og Frank svarer i vest. Det kræver såvel tålmodighed som vedholdenhed. Og indimellem må jeg bare sige ’det dur vist ikke, vi prøver senere’.

2/8 19
Gav mig selv en time sammen med præsten i dag. Bare lige for at finde ind i accepten af, at det er let at være pressechef, mens det er megasvært at være Anja.

3/8 19
Så er vi kommet til Flensburg, sikken dag. Jeg skal jo have styr på tingene, som om jeg vidste hvad der er væsentligt, når man laver en Ironman – og det gør jeg jo ikke. Pyha, jeg håber jeg har styr på det

4/8 19
Denne dag finder jeg ALDRIG ord for – kæft hvor ER DET VILDT. Og så vildt mange mennesker, har fulgt det hele dagen. Det hele er bare fuldstændig ubegribeligt lige nu.