Den 4. juli 2018, stod jeg på en omfartsvej i Paris, og vinkede farvel til min cykel. Den skulle med lastbil hjem til Danmark.
Lettere beruset var jeg. Af humle, over sejren, ved at have cyklet 1350 km på 8 dage, beruset af at være i det skønneste fællesskab, og beruset af at have deltaget i et velgørenheds projekt.

Siden har livet og virkeligheden overhalet mig indenom flere gange, og jeg har såmænd kun været på cyklen 4 gange siden den dag i Paris. Alle de mange ting omkring Franks sygdom og vores lille familie, har taget al tid og al overskud. Der har ikke været fysiske kræfter til at hoppe på cyklen, og der har bestemt heller ikke været mentalt overskud til at presse mig selv ud på en cykel. Det har ganske enkelt været uoverkommeligt.

Nu har jeg jo – af flere grunde, som jeg senere vil skrive om – meldt mig til at cykle Danmark rundt i 2020, Det skal jeg sammen med Team Giv Håb, der støtter Børn, Unge og Sorg. Og allerede da jeg fik bekræftelsen på at jeg er med, begyndte det at lure i baghovedet, at jeg snart skal finde ud af, hvor skidt det står til med formen.  Det er bare stadig ikke blevet til noget.

Mange ting er faldet på plads for os den seneste tid. Der er stadig mange bolde i luften, men det er som om der lander flere bolde, end der kastes nye op i luften. Og det betyder, at der lige så stille kommer lidt overskud. I  dag, hvor den ældste er i skole, den yngste i Italien med sit fodboldhold, og Frank laver mad med en ergoterapeut, så alle har deres at se til, og der er overraskende nok ingen hastere på min huskelisteliste. Så i dag fik jeg omsider modet til at komme afsted, ud og tjekke hvordan det står til. Så frem med cykeltøj fra det bagerste rum i kælderen, og ud fra pulterkammeret med Magda (som jeg kalder min cykel).

Der skal faktisk lidt overvindelse til, så jeg blev enig med mig selv om, at det nok ikke var hverken hastighed, distance eller formkurve der skulle have opmærksomheden. I stedet satte jeg fokus på at nyde vind og vand mod kinderne, naturens dufte, lyde og de smukke efterårsfarver. Ting jeg let har taget for givet tidligere, og slet ikke ænset de sidste par år. Og lige i dag, fylder det mig med dyb taknemmelighed og glæde. Glæde over at vi nu er så langt, at jeg indimellem kan begynde at tiden til dette igen, glæden over at jeg i det hele taget kan cykle en tur, og glæden over at opleve naturen. Og mest af alt glæden over, at jeg nu kan rumme, at begynde og lukke glæden ind igen – så sorg og smerte får lidt modspil.

Lige nu er jeg lidt selvfed over at have cyklet turen, og over at have lyst til snart at tage afsted igen. For det gik jo meget godt – som mange ting jo ofte gør.

Er du selv i en tid med masser af udfordringer og svære følelser, så læs mit indlæg som en invitation til at overveje, hvad der bringer glæde og god energi for dig, og hvordan du kan nære dig selv. Er der pres på, så gælder det jo om at glædes over de små glæder.

LIKE eller DEL dette indlæg: